USA

Trump varsler indvandringsreform i første tale til Kongressen

USA's præsident kom med et budskab om, at USA skal være hårdere ved papirløse og kriminelle indvandrere.

US President Trump addresses Joint Session of Congress in Washington Foto: Reuters/Pool

US President Trump addresses Joint Session of Congress in Washington Foto: Reuters/Pool

Ved sin første tale til Kongressen har præsident Donald Trump natten til onsdag dansk tid varslet en indvandringsreform.

Nærmere bestemt vil den republikanske præsident sortere mere i, hvem der får lov at komme ind i USA.

- Vi skal droppe at tage imod mindre faglærte immigranter. I stedet skal vi lave et system, hvor man kan få adgang via ens meritter, siger præsidenten fra talerstolen i Kongressen.

Ifølge Trump vil en sådan reform være godt nyt for den amerikanske arbejderfamilie.

- Det vil spare USA en masse penge, hjælpe middelklassefamilier og de vil være meget glade, uden tvivl, mener Trump.

Præsidenten talte også om sin velkendte mærkesag - at bygge en lang mur på grænsen mellem USA og Mexico.

- Vi har forsvaret grænser i udlandet, mens stoffer og kriminelle indvandrere er fosset ind over vores egen grænse. Sådan vil det ikke være fremover, siger præsidenten, der ikke som tidligere sagde, at Mexico skal betale for muren.

Præsidenten indledte med at tale om et mere forenet USA, som ellers ikke hidtil har været Trumps hovedbudskab.

- USA skal forenes i kampen mod had og ondskab. Jeg er her i aften for at levere et budskab om forening og styrke. Det kommer fra mit hjerte, siger præsidenten.

Donald Trump kom også ind på andre af sine velkendte mærkesager.

Blandt andet varslede præsidenten store skattelettelser for især amerikanske firmaer, opløsning af sundhedsreformen Obamacare og nedkæmpelse af den militante ekstremistgruppe Islamisk Stat.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.