Trumps "lortesteder" svarer igen: Racistisk og forkasteligt

Præsident Donald Trump nægter selv at have kaldt Haiti og afrikanske lande for "lortesteder".

President Donald Trump / AFP PHOTO / SAUL LOEB
Politik 12. januar 2018 17:41 - Opdateret 12. januar 2018 18:59

VERDEN: "Fornærmende", "racistisk" og "forkasteligt".

USA’s præsident, Donald Trump, får ikke mange pæne ord med på vejen fra Haiti og en række afrikanske lande, efter at han ifølge flere medier har omtalt dem som "shitholes" eller "lortesteder" på dansk.

Regeringen i Haiti er "dybt chokeret og krænket" over omtalen, hedder det i en udtalelse.

- Disse fornærmende og forkastelige udtalelser reflekterer på ingen måde de værdier som visdom, selvbeherskelse og dømmekraft, der skal kultiveres hos enhver politisk autoritet, lyder det i en udtalelse fra regeringen.

Kommentarerne "reflekterer et komplet fejlagtigt og racistisk syn på det haitiske samfund", tilføjes det.

Den Afrikanske Union kritiserer også Donald Trump, som selv afviser at have brugt ordet.

Unionen er "rent ud sagt alarmeret" over præsidentens kommentarer.

- Kigger man på den historiske virkelighed, hvor mange afrikanere ankom til USA som slaver, går den her udtalelse stik imod al accepteret opførsel og praksis, udtaler talsperson Ebba Kalondo.

Botswanas regering har også reageret på kommentaren. Den er "forkastelig og racistisk".

Samtidig har regeringen indkaldt USA’s ambassadør, som skal stå skoleret og afgive en forklaring.

Og Sydafrikas regerende parti, ANC, som blandt andet Nelson Mandela har stået i spidsen for, kalder Trumps udtalelser for "ekstremt fornærmende".

Med i koret er også Ugandas minister for internationale relationer, Henry Okello Oryem. Han kalder kommentarerne "uheldige og beklagelige".

/ritzau/AP

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...