Politik

Trumps advokat hyrer Watergate-anklager i rigsretsproces

Rudy Giuliani har bedt sin mangeårige ven og tidligere Watergate-anklager Jon Sale om hjælp i rigsretsproces.

Rudy Giuliani er i forbindelse med en mulig rigsretssag mod præsident Trump blevet stævnet af efterretningsudvalget under Repræsentanternes Hus. (Arkivfoto)

Rudy Giuliani er i forbindelse med en mulig rigsretssag mod præsident Trump blevet stævnet af efterretningsudvalget under Repræsentanternes Hus. (Arkivfoto)

WASHINGTON D.C.: Præsident Donald Trumps personlige advokat, Rudy Giuliani, har hyret den tidligere Watergate-anklager Jon Sale i forbindelse med en rigsretsproces mod præsidenten.

Overfor New York Daily News bekræfter Jon Sale, at han vil repræsentere den tidligere New York-borgmester, idet der er kommet fokus på Giulianis rolle i den såkaldte Ukraine-sag.

I den opsigtsvækkende sag er Trump af en whistleblower blevet beskyldt for at have presset Ukraines regering i et forsøg på at grave snavs frem om demokraten Joe Biden og sønnen Hunter Biden.

I den forbindelse er Rudy Giuliani blevet stævnet af efterretningsudvalget under Repræsentanternes Hus, der mener, at Giuliani er i besiddelse af vigtige dokumenter, sms'er og telefonoptegnelser i sagen.

Jon Sale vil ikke over for New York Daily News oplyse, hvorvidt Rudy Giuliani har tænkt sig at følge stævningen, der blev udstedt mandag.

- Det er en kompliceret sag, siger Jon Sale.

- Der er mange forfatningsmæssige spørgsmål, som vi er nødt til at undersøge.

Sale afviser at fortælle, om han har været i kontakt med Det Hvide Hus, men han siger, at der er en "legitim" årsag til at koordinere med præsidenten og hans advokater.

Jon Sale læste i sin tid jura med Rudy Giuliani, og de to har været gode venner i årtier.

Sale er bedst kendt som assisterende specialanklager under Watergate-skandalen, der endte med, at præsident Richard Nixon i august 1974 trådte tilbage, inden han blev stillet for en rigsret.

Denne gang står Jon Sale dog på den modsatte side af feltet og skal forsvare Giuliani mod beskyldninger om, at han på Trumps vegne har forsøgt at få ukrainske embedsmænd til at grave snavs frem om Joe Biden og hans familie for at hjælpe Trump til genvalg i 2020.

Giuliani har gentage gange sagt, at Ukraine burde efterforske, hvorvidt Joe Biden brugte sin magt som vicepræsident til at hjælpe sin søn, Hunter Biden, med at undgå retsforfølgelse i Ukraine som følge af korruptionsanklager.

Hunter Biden blev i 2014 bestyrelsesmedlem i et ukrainsk energiselskab, der er involveret i en skattesag i Ukraine. Der har dog indtil videre ikke været oplysninger om, at Hunter Biden skulle være en del af sagen.

Demokraterne i USA mener, at Giuliani lyver for at hjælpe Trump.

/ritzau/dpa

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst