Trumps eks-kampagneleder lægger sag an mod særlig anklager

Paul Manafort lægger sag an mod Robert Mueller og vicejustitsminister Rod Rosenstein for embedsmisbrug.

Politik 3. januar 2018 22:04

Donald Trumps tidligere kampagneleder Paul Manafort lægger sag an mod den særlige anklager Robert Mueller. Han er udpeget til at undersøge, om der en forbindelse mellem Trump-lejren og Rusland.

Ifølge Manafort går Mueller ud over sine beføjelser.

Det civile søgsmål er indbragt ved en distriktsdomstol i den amerikanske hovedstad, Washington.

Søgsmålet er rettet mod både Mueller og vicejustitsminister Rod Rosenstein.

Det var Rosenstein, som i maj udpegede tidligere FBI-chef Mueller til særlig anklager. Han har fået til opgave at undersøge, om der fandtes en forbindelse mellem Trumps valgkampagne i valgåret 2016 og Rusland.

Rosenstein anklages i søgsmålet for at være gået længere, end han var bemyndiget til - at give "Mueller carte blanche til at efterforske og forfølge kriminelle forhold inden for alt, som han måtte snuble over".

I søgsmålet anmodes der om, at dommeren stopper den efterforskning, som Mueller har i gang mod Manafort.

Muellers kontor har ikke kommenteret stævningen.

Manafort meldte sig selv hos FBI i oktober. Det var kommet frem, at en storjury har sigtet ham i forbindelse med hans arbejde for prorussiske politikere i Ukraine.

Manafort var Trumps kampagnechef fra marts 2016 til august samme år.

/ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...