Trumps eks-toprådgiver lægger sag an mod kongresudvalg
Trumptilhængere blokerer kongresudvalg med sagsanlæg og hindrer kulegravning af stormløb på Kongressen.

Election 2021 NYC Mayor Flynn Endorsement Eduardo Munoz Alvarez/Ritzau Scanpix
Michael Flynn, som var national sikkerhedsrådgiver for Donald Trump, har lagt sag an mod den komité, som efterforsker stormløbet mod Kongressen den 6. januar.
Komitéen skal udarbejde en rapport om hændelserne 6. januar.
Det var den dag, hvor tusindvis af Trump-tilhængere - heriblandt folk fra højreradikale grupper - trængte ind i kongresbygningen. Det skete i et forsøg på at forhindre godkendelsen af Joe Bidens sejr ved præsidentvalget.
I et sagsanlæg mod det særlige kongresudvalg, som kulegraver stormløbet, hævder Flynn og hans advokater, at en udstedt stævning mod ham er for bred. Desuden krænker den hans rettigheder, mener han.
Flynn siger også, at der er tvivl om kongresudvalgets beføjelser.
Komitéen søger blandt andet svar på spørgsmål om "et kommandocenter" på Willard Hotel i Washington, hvor begivenhederne angiveligt skulle være blevet styret fra.
Flynns sagsanlæg er det seneste i en strøm af sager fra de personer, der er indkaldt af udvalget.
Alex Jones, en konspirationsteoretiker og stifter af den højreorienterede hjemmeside Infowars, sendte et tilsvarende sagsanlæg mandag.
- Vi vil vide, præcis hvilken rolle den tidligere præsident og hans medarbejdere spillede i bestræbelserne på at stoppe optællingen af valgmandsstemmer. Og om de var i kontakt med nogen udenfor Det Hvide Hus, der forsøgte at omgøre valgresultatet, har Bennie Thompson udtalt. Han er formand for undersøgelsesudvalget.
Mindst 35 indkaldelser er udsendt. I forvejen har medlemmerne af udvalget fået omkring 150 vidneudsagn.
Over 670 mennesker sigtet eller tiltalt for at have deltaget i stormløbet mod Kongressen.
Den tidligere præsident Trump fastholder, at han er blevet snydt for valgsejren. Han mener, at Demokraterne svindlede med stemmerne i stor stil. Det har Trump dog ikke fremlagt nogen beviser for.
Trump har opfordret sine tidligere ansatte til ikke at dukke op til høringerne. Og han har lagt sag an for at forhindre, at udvalget kan få adgang til dokumenter fra hans sidste uger på præsidentposten.
Michael Flynn er tidligere general i hæren. Han er desuden tidligere blevet straffet for at have løjet over for FBI om aftaler, han indgik med Ruslands ambassadør i januar 2017. Flynn blev senere benådet af Trump.
/ritzau/Reuters