Udland

Trumps gambler med forhold til Kina i samtale med Taiwan

USA's kommende præsident brød fredag med mange års diplomatisk politik i Asien i en samtale med Taiwans leder.

TAIWAN-CHINA-POLITICS Foto: Scanpix/Sam Yeh

TAIWAN-CHINA-POLITICS Foto: Scanpix/Sam Yeh

USA's kommende præsident, Donald Trump, brød fredag aften med landets mangeårige diplomatiske politik i Asien, da han talte i telefon med Taiwans præsident, Tsai Ing-wen.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

- Under samtalen diskuterede de de tætte økonomiske, politiske og sikkerhedsmæssige bånd, der er mellem USA og Taiwan, oplyser en talsmand fra Donald Trumps stab efter samtalen.

- Den kommende præsident lykønskede også præsident Tsai med, at hun blev Taiwans præsident tidligere på året, tilføjes det.

Det er endnu uklart om samtalen skal ses som en markant kursændring i amerikansk politik.

Kina betragter det selvstyrende Taiwan som en del af landets territorium og arbejder på en genforening.

Og ifølge AFP kan Donald Trumps samtale med Taiwans præsident blive set som en trussel mod de diplomatiske bånd mellem Kina og USA.

USA brød alle diplomatiske bånd med Taiwan i 1979 og anser Beijing som værende den eneste retmæssige regering i USA's officielle et-Kina-politik.

Præsident Tsai Ing-wen har dog afvist ideen om et forenet Kina, hvilket har fået Kina til at afbryde al officiel kommunikation med Taiwan.

Ifølge Washington Post er det første gang, at en amerikansk præsident eller tiltrædende præsident har direkte kontakt med en taiwanesisk leder, efter at USA brød de diplomatiske relationer med Taiwan i 1979.

USA's siddende præsident, Barack Obama, afviser, at USA har ændret kurs i forholdet til Taiwan.

- Der er ingen ændring i vores mangeårige politik i området, siger en talsmand fra Det Hvide Hus ifølge AFP.

- Vi er stadig stærkt engageret i vores et-Kina-politik. Vores grundlæggende interesse er, at der er et stabilt og fredeligt forhold mellem landene, tilføjer talsmanden.

På Twitter oplyser Donald Trump, at det var Tsai Ing-wen, der ringede til ham.

- Præsidenten i Taiwan ringede til mig i dag for at lykønske mig med sejren ved præsidentvalget, skriver han.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst