Trumps personlige advokat er udskrevet fra hospital

Den tidligere New York-borgmester Rudy Giuliani har forladt et hospital efter behandling for covid-19.

WASHINGTON:Den tidligere New York-borgmester Rudy Giuliani, der er præsident Donald Trumps personlige advokat, har torsdag forladt et hospital i Washington.

Han blev indlagt for fire dage siden, efter at han er blevet smittet med covid-19. Det rapporterer BBC.

Den 76-årige Giuliani er blot et af medlemmerne af Trumps indercirkel, som er blevet smittet med covid-19. Giuliani er på grund af sin alder i risikogruppen.

Giuliani havde fået diagnosen, efter at han er rejst rundt i USA i forbindelse med Trumps forsøg på at få ændret valgsejren til demokraten Joe Biden ved præsidentvalget den 3. november.

På rundrejsen blev Giuliani ofte set uden mundbind. Han var onsdag i sidste uge i Michigans delstatsparlament i Lansingi i over fire timer uden værnemidler mod coronavirusset.

Ud over Trump selv har den amerikanske førstedame, Melania, og præsidentens søn, Donald Jr., sønnen Barron, hans pressechef, en del af præsidentens rådgivere, hans kampagnechef samt republikanske kongresmedlemmer været smittet.

David Gergen, som har været rådgiver i fire administrationer, har på CNN påpeget, at dusinvis af personer fra Trumps følge har været coronasmittede, mens kun en eller to af den kommende præsident Joe Bidens folk har været ramt.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden