Trumps topministre nægter at stå bag aviskronik

Vicepræsidenten, udenrigsministeren og forsvarsministeren afviser alle at have skrevet opsigtsvækkende kronik.

Ritzau
Der fremsættes mange spekulationer om, hvem der har skrevet en opsigtsvækkende kronik i The New York Time med en hård kritik af præsident Donald Trump. Flere topministre er gået ud for at sige, at det ikke er dem, som står bag. Foto: Angela Weiss/arkiv/Ritzau Scanpix
Politik 6. september 2018 18:09

Flere topministre i præsident Donald Trumps administration siger, at de ikke er forfatter til en anonym kronik i The New York Times, hvor der fremsættes hård kritik af præsidenten.

- Det er ikke forsvarsminister James Mattis, der er forfatteren, siger Pentagons talskvinde, Dana White, til Reuters.

Tidligere udtalte udenrigsminister Mike Pompeo under et besøg i Indien, at han ikke står bag artiklen, hvor det hævdes, at en gruppe i administrationen modarbejder præsidenten.

- Det er ikke min, sagde Pompeo og tilføjede, at The Times aldrig burde have bragt den anonyme artikel.

Også vicepræsident Mike Pence er på tale som den mulige bagmand. En talsmand for Pence kritiserer The New York Times for artiklen og siger, at vicepræsidenten ikke giver sig af med at skrive anonyme meningstilkendegivelser.

I de mange spekulationer om, hvem der har skrevet den opsigtsvækkende kronik, hedder det, at det også kan være upåagtede embedsmænd, der ikke er tæt på Trump.

Dan Coats, der er chef for USA's nationale efterretningstjeneste, siger i en erklæring, at "spekulationer om, at kronikken i The New York Times er skrevet af mig, eller min nærmeste afløser er helt forkert".

I kronikken hævdes det, at topfolk i Trumps administration aktivt modarbejder præsidenten, fordi de er foruroligede over præsidentens "utilregnelige og amoralske adfærd".

Kritikken fra den anonyme embedsmand underbygger flere påstande, som også kommer frem i en ny bog om Trump, der er skrevet af Washington Post-journalisten Bob Woodward.

Donald Trump sagde onsdag foran rullende kameraer, at han ikke har meget til overs for hverken kritikken eller for "kriseramte" New York Times.

- En anonym kronik er lig med en fejlagtig kronik, lød det fra præsidenten. Han tilføjede, at ingen vil være tæt på at slå ham ved præsidentvalget i 2020 på grund af alt det, hans administration opnår.

/ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...