Trusler om krig fra Nordkorea

KØBENHAVN:Nordkorea meddelte onsdag, at det ikke længere er bundet af en våbenhvileaftale fra 1953. Det kommunistiske styre i Pyongyang truer nu med at angribe sydkoreanske og amerikanske skibe, der stiller sig i vejen. Truslen kommer kun to dage efter, at Nordkorea overraskede den øvrige verden ved at foretage en atomprøvesprængning. Samtidig er der meldinger om, at Nordkorea har genoptaget produktionen af plutonium til atomvåben. Nordkorea reagerer, efter at Sydkorea har tilsluttet sig et internationalt program, der skal hindre spredning og salg af atommateriale. PSI (Proliferation Security Initiative) blev sat i værk af den daværende amerikanske præsident George W. Bush i 2003 som led i bekæmpelsen af international terror. - Enhver fjendtlig handling mod vores fredelige fartøjer, herunder ransagning og beslaglæggelse, vil blive betragtet som en utilgivelig krænkelse af vores suverænitet, og vi vil omgående besvare det med et kraftigt militært angreb, meddelte en talsmand for Nordkoreas militær gennem det statsstyrede nyhedsbureau KCNA. Samtidig sagde regeringen i Pyongyang, at den ikke længere føler sig forpligtet af den våbenstilstandsaftale, som Nord- og Sydkorea indgik i 1953. Denne aftale afsluttede tre års krig. Chosun Ilbo, Sydkoreas største avis, citerede en unavngiven regeringskilde for at sige, at Nordkorea har genstartet det atomanlæg, der fremstiller plutonium, som kan anvendes til atombomber. Kilden tilføjede, at der er flere tegn på ny aktivitet ved Yongbyon-anlægget, blandt andet at dampskyer stiger til vejrs fra stedet. Oplysningerne kunne dog ikke umiddelbart bekræftes. Samtidig affyrede Nordkorea tilsyneladende endnu en kortrækkende raket natten til onsdag, skrev det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap. Inden da havde regimet foretaget to prøveaffyringer af lignende raketter. En russisk regeringskilde udtrykte onsdag over for nyhedsbureauet Interfax bekymring for, at det kan udvikle sig til en atomkrig og antydede, at flere russiske soldater vil blive trukket til den fjernøstlige del af Rusland, som grænser op til Nordkorea. - Vi taler ikke om at optrappe den militære indsats, men nærmere om forholdsregler i tilfælde af, at en militær konflikt med mulig anvendelse af atomvåben skulle flamme op på den koreanske halvø, siger kilden. Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, sagde, at FN's Sikkerhedsråd skal "tale barskt" om Nordkoreas atomprøvesprængning. Men formålet skal være at få Nordkorea tilbage til de såkaldte sekspartsforhandlinger med USA, Kina, Rusland, Japan og Sydkorea. - De strammer retorikken så meget, de kan, siger Geir Helgesen, direktør for Nordisk Institut for Asien Studier på Københavns Universitet. Men han afviser ikke, at det kan ende i en militær konflikt. - Ja, det er klart en mulighed. Der skal meget lidt til, før lunten antændes. Nu er det så spændt, som det ikke har været i mange år, siger han til Ritzau. Men Geir Helgesen tror, at Nordkoreas ønske er at komme i direkte dialog med USA. Regimet føler sig overset af præsident Barack Obama, der har brugt sine første 100 dage i embedet til at komme i dialog med Cuba, Syrien og Iran, men har holdt Nordkorea ude. - Den dialog har de bedt om siden 1995, og de har i mellemtiden haft en direkte dialog med USA et par gange, og dér har vi nærmet os en fornuftig aftale. Det er den dialog, de ønsker igen, men man må sige, at de har en temmelig besynderlig måde at bede om dialogen på. Men deres erfaring er, at hvis ikke de bruger den retorik, så er der ikke nogen, der rigtig hører efter, siger han. /ritzau/