Trusler om vold hverdag for socialrådgivere

KØBENHAVN:Det er nødvendigt at have vagter på socialforvaltningerne i mange kommuner, og enkelte borgere bliver slet ikke lukket ind. Ansatte i den offentlige sektor bliver nemlig udsat for trusler eller regulær vold i arbejdstiden. Men en bortvisning af en klient er ingen garanti for, at offentligt ansatte kan føle sig sikre. - I en kommune kom der et brev til en socialrådgiver. Tonen var meget ubehagelig, og både rådgiveren og afdelingschefen blev kaldt nazisympatisørere og røde lejesvende. Borgeren skrev, at han udmærket godt vidste, hvor de boede, så de skulle bare passe på, fortæller arbejdsmiljøkonsulent i Dansk Socialrådgiverforening, Bo Ulrick Madsen. Det er ikke den fysiske vold, der er mest udbredt blandt de ansatte på socialcentrene. - Det største problem er helt sikkert trusler, fordi det sjældent er den reelle vold, man oplever som socialrådgiver. Man oplever truslerne om vold i hverdagen, siger Bo Ulrick Madsen. Det er Jørgen Møller Christiansen fra Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) enig i. Han har netop lagt sidste hånd på rapporten "Vold på arbejdet", der udkommer onsdag. - Der er en øget risiko ved at arbejde inden for visse fag. Over 40 procent af alle socialrådgivere siger, at de har været udsat for trusler. Og der er et sammenfald mellem, hvad folk siger, og hvad Arbejdstilsynet får af tilbagemeldinger, siger Jørgen Møller Christiansen. Ifølge faglig sekretær i Dansk Socialrådgiverforening, Elisabeth Huus Pedersen, er der en god grund til, at socialrådgivere har et hårdt arbejdsmiljø. - Man kan ikke regne med, at klienter, der er narkomaner, alkoholikere eller psykisk syge, opfører sig som hr. og fru Jensen. Derfor har de også alle mulige foranstaltninger ude på socialforvaltningerne, siger hun. På Dansk Socialrådgiverforenings hjemmeside er der en liste med gode råd til, hvordan man kan undgå vold og trusler i hverdagen. Her bliver ansatte i socialforvaltningen blandt andet opfordret til at holde døren åben, have flere flugtveje og fjerne alle tunge og spidse ting fra skrivebordet inden et møde med en klient. /ritzau/