Trussel eller vision

Pigen fra Himalaya

"Pigen fra Himalaya" er en rigtig "tuderoman". Man falder for hovedpersonerne og følger dem gennem tykt og tyndt. Man glæder sig over deres sejre og deler deres sorg. Så langt så godt. Man skal kæmpe sig gennem de første 50 sider. Stilen ligner meget de kulørte blades. Sproget er spinkelt, og man får mange forklaringer på flyrejsers besværligheder, buffeters sammensætning etc. Men fat mod. For så begynder plottet at tage form. Det er spændende og vigtigt. Fantasi på baggrund af viden, vi allerede har i dag. Kan man tage et æg fra en 3200 år gammel person, der har ligget nedfrosset i Himalaya, og befrugte det? Kommer der et barn ud af det? Og hvordan går det videre? Bogen viser os på en glimrende måde, hvordan en videnskab, der ikke hæmmes af etiske eller moralske grænser, kan udvikle sig. Og man tænker videre: Ville vi synes, det var spændende eller chokerende, hvis vi pludselig mødte en levende mammut eller en sabeltiger? Skulle vi acceptere, at tyrannosaurus rex, dette kødædende kæmpedyr, gik rundt i Asiens og Europas skove? Eller hvad ville vi sige, hvis en lille pige, hvis moder levede i fjerne tider, pludselig dukkede op? Naturligvis er det tankespin. Men tænk nu! Bjarne Hatting har skrevet en læseværdig og underholdende roman. Den bygger på en sjælden positivisme både i sit livssyn og i hovedpersonernes handlemåder. Af og til næsten så romantisk og lykkeligt, at det virker lidt forstilt. Den rejser mange spørgsmål og giver få svar. Så det er op til os selv. Det er sundt. Peter Duetoft kultur@nordjyske.dk Bjarne Hatting "Pigen fra Himalaya" 290 sider, 249 kroner Mellemgaard