Trussel mod DR’s fremtid

DR’s fremtid er truet. Og det er ikke kun sporten, underholdningen og dokumentarprogrammerne, der kommer i Brian Mikkelsens sorte gryde. Også de regionale stationer bliver ramt på Danmarks mest aflyttede kanal, P4.

Det var ellers lidt af en hemmelighed, for nyheden blev sådan stuvet lidt af vejen. Over to mio. mennesker bruger P4 og dermed de regionale stationer hver uge. Men DRs økonomiske problemer har fået DR til også at spare regionalt. 29 stillinger ryger på de otte lokalstationer. For DR Nordjyllands vedkommende bliver det særligt grelt: Her nedlægges mindst fire job, mens yderligere to-tre forsvinder pga. en ny struktur. Dermed bliver DR Nordjylland i særklasse den regionalradio, der bliver hårdest ramt. Vi ved, at DR Nordjylland er en succes. Stationen tegner sig for 43 pct. af al radiolytning i landsdelen, oplyste Gallup 1. maj. Hvis denne succes skal fastholdes, må den nuværende linje holdes. Til juni begynder DR at sætte navn på, hvem der skal finde nyt job. Men der er fortsat tid til at sadle om fra politisk hold. Tendensen på medieområdet går i retning af større monopolisering. Derfor er det så afgørende, at lytterne kan vælge en regional kvalitetsstation med kritisk, opsøgende journalistik, præcise servicemeddelelser og inspirerende debatprogrammer. De kommercielle radioers lydtapet er ikke noget alternativ hertil. Hvorfor mener kulturministeren og DR, at nordjyske radiolyttere skal straffes ekstra hårdt? Regionerne er heldigvis kommet langt siden dengang i 60"erne, da der var et kvarters regionalradio hver mandag aften. Vi har brug for en bred journalistisk dækning af det lokale Danmark i stil med den, regionalradioerne i dag kan tilbyde. Ellers får vi i værste fald nogle små, amputerede regionale stationer, hvis sendeflade ikke er meget anderledes end de kommercielle discountradioers. Det passer formentlig kulturministeren fint, at DR igen skal ”have arbejdsro” – som han udtrykker sig, når han mener, at DR-ledelsen skal holde kæft og finde besparelser. Men efter lang, alt for lang tid har Venstre endelig fået en mening om DRs besparelser. Nu har medieordføreren åbnet for, at hun gerne vil forhandle med DR om den såkaldte public serviceaftale. Pointen er, at hvis man kan udskyde visse dele af den, kan man også spare mindre og dermed fyre færre i DR Nordjylland (blandt andet). Man må håbe, at Venstre denne gang kender sit ansvar, selvom man tvivler. Lytterstormen fra dengang, hvor Venstre sprang i målet med et nyt radioforlig og dermed fik lukket en hel radiokanal i et års tid, må ikke gentage sig. Om Ellen Thrane Nørby er mere modig end Jens Rohde må jo vise sig. Socialdemokraterne er i hvert fald klar til at tage den debat med DR for at sikre stationens fremtid – den har ikke fortjent en så ublid behandling. Jeg har derfor stillet kulturministeren spørgsmål om, lige nøjagtig hvilke opgaver regionalradioerne ikke skal løse. For når der bliver færre medarbejdere til de samme opgaver, så må der helt logisk være noget, regionalradioerne ikke kan påtage sig. Det bliver spændende at læse ministerens svar. [ Bjarne Laustsen, Drosselvænget 2, Støvring, er folketingsmedlem (S).