Tryg kræver kompensation fra Nyhedsavisen

Tryg Vesta Group A/S, der fredag annoncerede for Tryg i Nyhedsavisen første nummer føler sig snydt i forhold til den læsergaranti, som avisen havde stillet i udsigt

Forsikringsvirksomhed 11. oktober 2006 10:15

Forsikringskoncernen Tryg kræver kompensation fra den ny gratisavis Nyhedsavisen. Annoncering i avisen gav ikke det lovede antal læsere. Tryg Vesta Group A/S, der fredag annoncerede for Tryg i Nyhedsavisen første nummer føler sig snydt i forhold til den læsergaranti, som avisen havde stillet i udsigt, skriver Berlingske Tidende. Den ny gratisavis var lovet husstandsomdelt i en halv million eksemplarer og ville så have en million læsere. Men kun lidt over 90.000 danskere læste i avisen i mere end et minut, fremgår det af en måling foretaget af mediabureauet Initiative Universial Media. Tryg Vestas marketingchef, Allan Frederiksen, siger, at Nyhedsavisen har givet selskabet en kompensation for de manglende læsere i form af en ekstra indrykning mandag. Men som det ser ud nu, er det ikke nok, siger han. - Det nytter ikke noget at genindrykke annoncen i avisen. Heller ikke selv om man gør det 10 gange for dermed samlet at nå millionen, for det vil være de samme læsere, som allerede har set annoncen, siger Allan Frederiksen. Selv om Tryg Vesta i samarbejde med mediabureauet OMD havde forhandlet sig til en særpris på annoncen, mener Allan Frederiksen ikke, at selskabet har fået det, den har betalt for. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...