Tryg øger kvartalsresultatet trods Dagmar og Egon

De to storme kostede, men forsikringsselskabet tjente alligevel en god halv milliard kroner

Foto: Torben Hansen

Foto: Torben Hansen

DANMARK:Selv om stormene Dagmar og Egon kostede på bundlinjen hos forsikringsselskabet Tryg, så kom selskabet alligevel pænt ud af årets første kvartal.

Det viser selskabets delårsrapport for de første tre måneder, der gav et resultat efter skat på 525 millioner kroner mod 455 millioner kroner sidste år.

- I 1. kvartal leverede vi et tilfredsstillende samlet resultat sammensat af et højt investeringsresultat og et forsikringsresultat, der var negativt påvirket af et højere niveau af vejrskader og et lavere renteniveau, siger koncernchef Morten Hübbe i en pressemeddelelse.

Vejrskader kostede i alt Tryg 242 millioner kroner, blandt andet fordi mere end 5000 kunder i Danmark, Norge og Sverige anmeldte skader i forbindelse med kraftige storme.

Det betød, at den såkaldte combined ratio endte på 90,7. Det vil sige, at for hver 100 kroner, Tryg fik ind i præmieindtægter, måtte man aflevere de 90,70 kroner igen til kunderne og til driftsomkostninger.

Til gengæld trak selskabets investeringer med til at hive kvartalsresultatet i opadgående retning.

Hvor Tryg i 1. kvartal 2014 opnåede et afkast på 89 millioner kroner af sine investeringer, var tallet for det seneste kvartal hele 261 millioner.

Det skyldes først og fremmest et højt afkast på obligationer og aktier og skal ses i sammenhæng med, at koncernen i hele regnskabsåret 2014 opnåede et investeringsafkast på 360 millioner kroner.

Investeringsresultat er da også langt over, hvad analytikerne forventede. Medianen for en række estimater indsamlet af Ritzau Estimates udgjorde kun 154 millioner kroner.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.