Lokalpolitik

Tryg politiker i Danmark

Danmark er et dejligt sted at være politiker. Topminister frygter ikke angreb i hverdagen

To liter mælk, seks æg og en pakke rugbrød. Selvom man er minister skal man jo også have morgenmad. Socialminister Henriette Kjær står selv nede i Netto lørdag morgen med utålmodige børn og en lang indkøbsliste. Sådan har hun gjort inden hun blev politiker, kom i folketinget og inden hun blev minister.Og sådan har hun tænkt sig at blive ved med at gøre. - Hvis man skal være en troværdig politiker, skal man også vide, hvad en liter mælk koster, og man skal være tilgængelig for sine vælgere. Drabet på den svenske minister-kollega får ikke Henriette Kjær til at ændre sin holdning til, hvad der hører med til hendes hverdag, og hvad der ikke gør. - Det er selvfølgelig tragisk og frygteligt, men det skal ikke ændre noget på min hverdag. Jeg går i butikker, og jeg køber mit eget tøj, og jeg er med mine børn ude og finde deres nye sommersandaler. Og det har jeg da tænkt mig at blive ved med. Ministeren kan ikke komme på noget, hun har ændret på, siden hun trådte ind i rampelyset. Hverdagen er selvfølgelig blevet en anden, men sikkerheden har ikke gjort nogen forskel for den unge minister. - Jeg har selvfølgelig fået mere travlt, og bliver genkendt på gaden, men det afholder mig ikke fra at gøre som jeg plejer. Jeg har jo aldrig oplevet noget ubehageligt i den sammenhæng, påpeger Henriette Kjær. Trusselsbreve, truende opførsel eller ubehagelige telefonopkald har aldrig været en del af ministerens verden. Tværtimod er hun kun stødt på venlige vælgere.Også selvom der tit har været politiske uenigheder - Selvfølgelig gider jeg ikke tage de lange politiske diskussioner henover køledisken lørdag formiddag, mens jeg er med hele familien ude at handle. Men jeg nyder da, at folk kan komme hen og gøre opmærksom på en sag. Så aftaler vi måske, at de sender et brev, som jeg så kan se på, når jeg er tilbage på kontoret. Det er den slags episoder, der gør Danmark til et dejligt sted at være politiker, mener Henriette Kjær, der slår på, at det på den måde både er muligt for vælgeren og ministeren at føle, at det hele nytter noget. Men udover det politiske argument mener hun også, at det har store personlige konsekvenser, hvis sikkerheden skal op på et helt andet niveau. Selv har hun oplevet, hvad det vil sige at blive passet rigtig godt på, da hun var til et ministermøde i Grækenland, hvor to bodyguards skulle sørge for den danske ministers sikkerhed. - Det var frygteligt. Ligegyldigt, hvad jeg skulle, fulgte de i hælene på mig. Jeg følte mig totalt omklamret og har absolut ikke lyst til at leve sådan til hverdag.