Tryghed og samarbejde var afgørende for skolevalg

Familien Randers valgte Hellum Skole. Her var deres barn ikke et problem.

HELLUM:Da Anni og Esben Randers skulle vælge skole til deres dengang 5-årige søn, Laurits, var de meget i tvivl. Laurits manglede nemlig ilt under fødslen, og det har forårsaget, at han i dag har svært ved at begå sig i større sammenhænge med andre børn. Samtidig har han ikke samme indlæringshastighed som andre børn. Familien Randers bor i Skørping, og det oplagte ville derfor være at vælge Skørping Skole med over 600 elever. - Vi besøgte Skørping Skole, men vi følte ikke, at skolen kunne leve op til de ønsker, vi havde for Laurits, og som vi vidste, han havde brug for. - I Skørping ville han ende i en klasse med omkring 25 elever, og hvis han skulle til Terndrup, så ville det blive i en specialklasse. Ingen af delene følte vi, var det rigtige for Laurits, uddyber Anni Randers. Familien fik derfor besøg af en lærer fra Hellum Skole. Læreren var på besøg for at observere Laurits' væremåde, og det blev et positivt møde for forældrene. Og i dag går Laurits i anden klasse på den lille skole i Hellum. - Hellum Skole så ikke Laurits som et problem. De forklarede os mulighederne for ham på Hellum Skole, og de sagde, at ham ville de gerne have. Det gav en enorm tryghed fra begyndelsen, siger Anni Randers og fortsætter: - Vi var i tvivl om, hvad vi skulle gøre. Men da vi opdagede at Laurits kunne fungere på Hellum Skole, var det en kæmpe lettelse, uddyber Anni Randers, der til daglig arbejder som sygeplejerske på Aalborg Sygehus. Ingen bekymringer Inden familien tog den endelige beslutning om at lade Laurits begynde på Hellum Skole, var der et enkelt punkt, de overvejede nøje. - Med 10 elever i klassen, kunne det selvfølgelig være, at Laurits kunne føle sig alene. Men det er heldigvis ikke sket. Han har ikke haft problemer med at finde kammerater. Klassernes størrelse passer perfekt til ham, siger Anni Randers. - Alle lærere har ydet en stor indsats, og der har været indkaldt faglige konsulenter som en forstærkning fra amtet. Vi har oplevet en fantastisk nærhed og samarbejde mellem alle parter, forklarer Anni Randers. Og med hensyn til fremtiden for Laurits' skolegang på Hellum er forældrene også meget fortrøstningsfulde. Det er blandt andet pædagogiske projekter som Skoven i Skolen, hvor eleverne har inddraget naturen i undervisningen, der har givet forældrene et lyst syn på fremtiden. En fremtid hvor undervisningen utvivlsomt vil få et højere fagligt indhold. - Vi ved godt, at matematikken bliver sværere, og at der stilles større krav til Laurits. Men den opgave tror jeg også, vi kan løse i det tætte samarbejde med skolen. I dag kan Laurits regne, det troede vi aldrig, han skulle lære, siger en glad Anni Randers.