Thorup

Trygheden er vendt tilbage til Thorup

THORUP:At et borgerinitiativ kan pille ved kriminalstatistikkerne er Thorup i disse dage et levende bevis på. Bare 14 dage efter at en række af borgerne tog initiativ til at holde et borgermøde for at komme den accelererende kriminalitet til livs, er der virkelig sket noget. Ifølge landbetjenten er antallet af tyverianmeldelser og lignende faldet betragteligt. "Ikke bare lidt, men helt enormt" som han siger. Og siden mødet blev holdt har han fået fem personlige henvendelser på kontoret fra Thorupborgere hvis oplysninger, han nu kan bruge i sit videre opklaringsarbejde. Og hvis man spørger ham, er han sikker i sin sag:Det er først og fremmest mødet, han mener har haft en effekt. Som han siger "Fordi skurkene ikke kan lide at være i fokus. Når de mærker, at lokalbefolkningen holder øje med dem og står sammen, så bliver det ubehageligt." Også blandt borgerne er der udbredt tilfredshed med tingene. Det siger en af initiativtagerne bag borgermødet, den 28-årige Maria Hajslund, som selv fik nok, da et par tyve stjal hendes trailer. - Det har hjulpet rigtig rigtig godt, siger hun og forklarer at det manifesterer sig i, at aktiviteten blandt bandemedlemmerne, som byen har følt sig generet af, er blevet mindre. - Vi hører ikke larmen fra deres knallerter udenfor, som vi gjorde tidligere, og ser ikke så mange ting, som vi gjorde før, og så betyder det meget, at politiet er blevet så synligt herude, siger hun og fortsætter: - Det gør simpelthen, at folk føler sig mere trygge, når de kan se, at politiet kører her og gør noget for at standse kriminaliteten. Oven i det fortæller Maria Hajslund, at borgermødet også har haft en anden interessant sideeffekt:Folk i byen generelt er begyndt at komme hinanden mere ved. Man er blevet bedre til at give sig tid til at bekymre sig om hinanden, "og det betyder virkelig også meget", siger hun. I øvrigt er det planen at landbetjenten og borgergruppen skal holde endnu et møde i oktober, hvor der skal følges op på, hvordan det går.