Trygheden tiltrækker

En tredjedel af Hjortdal Skoles elever er fra nabodistrikterne.

Ida andersen (i midten) havde også storesøster Sine med til indskrivningen på Hjortdal Skole, hvor lærer Bente Jensen mødte de nye elever. Foto: Erik Sahl

Ida andersen (i midten) havde også storesøster Sine med til indskrivningen på Hjortdal Skole, hvor lærer Bente Jensen mødte de nye elever. Foto: Erik Sahl

Skoleleder Susanne Østergaard er helt klar over, at politikernes øjne hviler ret konstant på Hjortdal Skole. Med 61 elever er den kommunens absolut mindste, og ud fra en iskold økonomisk betragtning kan det slet ikke betale sig at drive så lille en skole. Men det lader hverken ledelse, lærere, forældre og børn sig gå på af. Tilstrømningen til skolen fortsætter ufortrødent, og i disse dage melder cirka lige så mange nye sig til, som forsvinder ud af 7. klasse til sommer for at gå i Fjerritslev. - Omkring en tredjedel af vores elever er fra nabodistrikter, men nu oplever vi, at nogle af de familier flytter hertil, så børnene får lettere ved at komme i skole, forklarer Susanne Østergaard. Og her kender alle hinanden, så de forældre, der er mødt op til den hyggelige indskrivning, kan fortælle skolelederen, at det nu er tre familier, der på den baggrund har planlagt at flytte til distriktet i år. Blandt de fremmødte er familien Madsen fra Slettestrand, der melder Laura ind i skolen, samtidig med at deres ældste, Joakim, er færdig med 7. klasse til sommer. - Han er glad for at gå her, og vi er glade for, at skolen ligger tæt ved. Det er nemt og overskueligt, forklarer forældrene. Laura færdes lige som de fleste andre nyindskrevne hjemmevant i omgivelserne, for de går i børnehave i samme lokaler, som de efter sommerferien skal gå i skole og SFO i. Susanne Østergaard forklarer, at skolen er indrettet til samlæsning på alle de niveauer, det kan lade sig gøre, og at det fungerer godt. - Vi har rigtig gode lokaler til at samlæse op til 40 børn, blandt andet i indskolingen, hvor børnehaveklassen, første og anden klasse er sammen. Men vi har også lokaler til at have fysik med 12 elever alene, uddyber hun. Hun ser med spænding frem til de kommende diskussioner om skolestrukturen i Jammerbugt Kommune. - Hvis politikerne finder på at lukke skolen, vil det få meget store konsekvenser for lokalsamfundet. Men det ved de vist godt i forvejen.