EMNER

Tryk på havneprojekt

Styregruppe i tæt dialog med investorer til det store projekt

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Glæde over, at investorer har meldt sig på banen. Foto: Peter Broen

Selv om det stadig er tys, tys, ser det langt om længe ud til, at de ambitiøse planer om en udvidelse af Sæby Havn snart bliver en realitet. Formanden for plan- og miljøudvalget, John Christensen (V), bekræfter, at styregruppen, der blandt andre består af politikere, embedsfolk og havnefoged, er trådt sammen igen. Samtidig - og det er det vigtigste - er der seriøs kontakt til flere investorer. John Christensen holder kortene tæt ind til kroppen, men han kan dog godt åbne lidt for fremtidsplanerne. - I øjeblikket har vi en dialog med investorer. Og jeg kan sige så meget, at det snart vil lysne for projektet, siger John Christensen, der oplyser, at han vil være i stand til at fortælle meget mere om havneudvidelsen til marts næste år. John Christensen oplyser, at detaljerne i det endelige projekt ikke er på plads endnu, men at de store ændringer af havnen i Sæby når op i et trecifret millionbeløb. - Udvidelsen har været på vågeblus i lang tid. Men nu er der gang i projektet igen, og personligt mener jeg, at det her bliver til glæde for alle - ikke bare for Sæby, men for hele området, siger en tydeligvis optimistisk John Christensen. Først og fremmest handler det om at få flere lystbåde til Sæby Havn, men som sagt er den endelige udformning af projektet ikke på plads. Fra begyndelsen opererede man med tre projekter, og der var/er for eksempel planer om boliger og restauranter, der placeres på en ø, som skal ligge indenfor en ny ydermole. Også en ny sandstand, lagune, nye boliger, kanaler og nyt havnebassin er i spil, ligesom der også er store planer ved det gamle værft (som rives ned). Her undersøges der muligheden af at etablere et havnetorv, så alt i alt er der rigelig med bolde i luften. Miljøfolk har naturligvis også været inde i projektet, for reglerne er stramme, når det handler om kystnæreområder, men i følge John Christensen ser det altså ud til, at projektet langt om længe begynder at tage form.