Tryk på store turistattraktioner

Karolinelund og Zoo oplever et stort rykind trods det gode vejr

Hverken Aalborg Politi eller en sagkyndig fra Teknologisk Institut har konstatret sikkerhedsproblemer i Karolinelund.  Arkivfoto

Hverken Aalborg Politi eller en sagkyndig fra Teknologisk Institut har konstatret sikkerhedsproblemer i Karolinelund. Arkivfoto

AALBORG:Der er tryk på de store turistattraktioner i øjeblikket. Hos Aalborg Zoo fik man en dårlig start på året, da mange gæster blev væk på grund af arbejdet med den afrikanske landsby, men det har sommeren rettet op på. Ifølge butikschef i Aalborg Zoo, Birgitte Neergaard lå man på et tidspunkt 30.000 under besøgstallet fra sidste år. Men på nuværende tidspunkt er man kun 2900 gæster under, så Birgitte Neergaard tror, at haven slår sidste års besøgstal, fordi skolernes sommerferie er rykket. - Det tror jeg klart, at vi gør. Der er har været pres på billetlugerne i sommerferien. - Vores kø bliver ved til efter klokken 16, og det har vi ikke prøvet før. Hun begrunder de mange gæster med en række ny arrangementer som aftenåbent. Hos Karolinelund, hvor Torben ”Træsko” Pedersen, har gang i den første sæson som indehaver af forlystelsesparken, går billetsalget strygende. - Vi har haft en stigning på 60 procent i forhold til sidste år, så det er vi godt tilfredse med, siger Torben “Træsko” Pedersen. Han vil dog ikke ud med det nøjagtige besøgstal. Turisterne har heller ikke svigtet Aalborg Tårnet. Forpagter Jytte Christensen oplyser, at antallet af besøgende er nogenlunde som sidste år, selvom hun mener, at besøgstallet har lidt under varmen. Hos Aalborg Forsvars- og Garnisonsmuseum ser det pænt ud. Lederen af museet Orla Kops er godt tilfreds med publikumstilstrømningen. - Sådan som det ser ud lige nu, så ser det ud som sidste år, siger Orla Kops. Sidste år i juli besøgte 3710 personer museet, det tal har man ikke helt nået endnu, men Orla Kops håber på en god august måned i forbindelse med, at skolernes sommerferie er rykket. NORDJYSKE Medier forsøgte også at få en status fra Nordjyllands Historiske Museum og Nordjyllands Kunstmuseum, men her kunne ingen medarbejdere oplyse om besøgstallet.