Trykket dag i Tversted

- Det værste er usikkerheden

Der er en usædvanlig aktivitet i skolegården på Tversted skole denne mandag formiddag. På et tidspunkt, hvor der ellers skulle være undervisning, er en flok fjerdeklasses-elever i lag med en bold og et basketmål. - Vi har godt nok haft et flere timer langt frikvarter. De voksne skulle lige finde ud af noget, siger 10-årige Caroline Westmark med et grin. Nej, dagen er ikke helt, som den plejer. Om morgenen holdt alle skolens elever møde med deres klasselærere om den forestående lukning af Tversted skole, og selvom det lange frikvarter ikke gør så meget, ville eleverne have foretrukket en almindelig dag. - Det er noget pis at skolen lukker, siger Andreas Ejby, 10 år, mens hans jævnaldrende klassekammerat Daniel Kirmajer rynker på panden af den fremtidige skolegang på Bindslev skole. - Det er spændende at prøve noget nyt, men der er lige lovligt mange ændringer, siger han. Indenfor, på lærerværelset, er der stille. - Det er en underlig dag, siger lærer Lene Holmsgaard. - Vi er alle sammen i et tomrum. Vi ved nu, at det er slut her, men vi ved ikke, hvad der venter forude, fortsætter hendes kollega Karina Nielsen. Mens eleverne bekymrer sig om man bliver mobbet på den nye skole, og hvordan næste års julefest bliver, bekymrer personalet sig om arbejdsløshed. Lærerne har en god chance for et nyt job, men de ved ikke hvor og sammen med hvem. For skolens øvrige personale er fremtiden endnu mere uvis. - Det værste er usikkerheden - hvor skal vi hen alle sammen? siger Eva Christiansen, der arbejder som piccoline. Rengøringsassistent Lisa Hornung slutter: - Det er ligesom at få en mavepuster.