Trykluft i væggen

Her i Kongeriget er der i løbet af de seneste år solgt flere hundrede tusinde kompressorer. I perioder har de små knurrende bæster været været nede i en pris på under 500 kroner - det er det glade vanvid, for de virker faktisk aldeles glimrende. Den skrupskøre pris har selvfølgelig fået snart hver eneste danske mandfolk til at forsyne garage eller hobbyrum med trykluft. Om ikke andet, så kan dimsen da bruges til at pumpe cykel, trillebør og fodbold. Og det er da også rart med en blæsepistol, når plæneklipperens motor skal pustes ren - eller når cykelkæde og gear skal have en omgang - eller computeren trænger til at blive støvet af indeni - eller .... Der er ingen ende på alt det, man kan bruge trykluft til, og efter min mening er et værksted uden trykluft slet ikke noget værksted. Til gengæld er det irriterende med slanger og rør, at apparatet larmer og optager plads på det altid for lille værksted, så jeg har altid drømt om, at "på mit nye værksted" skal der føres rør med trykluft inden i væggene, og så skal selve maskineriet stå ovre i garagen. Go'e gamle jernrør. Først tænkte jeg, at man vel kan føre trykluft frem med slanger - det lyder jo lettere end med rør, og de moderne armerede slanger er vel næsten uforgængelige? Nej, jeg turde ikke. Så tænkte jeg på at bruge kobberrør - dem kan man jo bare bukke i facon, de hoder evigt og er ikke så dyre ... ups! Med fittings og alt, viste det sig at være en ret kostbar fornøjelse. Så jeg endte altså med at lave systemet af gode gammeldags jernrør. Fra Harald Nyborg fik jeg en hel stak bøjninger, T-stykker, nipler og så videre - lynkoblinlger, manometre, haner, skæreolie, blår og Unipak - ialt var der for omkring 700 kroner, og dertil kom en gevindskærer og en rørskruestik for noget nær det samme. Og så gik jeg igang med det sorte arbejde, som jeg i parentes bemærket ikke har ret meget forstand på. Så jeg følte mig nok nærmest frem med kofangerne, som man siger - og det gik faktisk ret glat. Fin sav til ingen penge Det hele går jo i gribende enkelhed ud på, at man korter rør af i de rette længder, skærer gevind i enderne, pakker med blår og Unipak, og så skruer man det hele sammen med bøjnninger og T-stykker. I forvejen havde jeg i længere tid haft en metalbåndsav stående, som jeg skulle teste - og det gjorde jeg så ved at save rør ud i de rette længder. Det er en kinesisk sav til under 1500 kroner hos Harald Nyborg, (fås også andre steder), og jeg må sige, at den imponerer. Den er selvfølgelig lidt sjusket lavet, sådan som kineserkram åbenbart skal være, men den kører næsten upåklageligt. Et halvtomme rør snitter den over på bare 12-15 sekunder - større dimensioner (jeg har prøvet 40 mm firkantstål) klarer den også uden at blinke, hvis bare den får lidt mere tid. Maksinen består at tre dele - selve saven med vippe- og drejefod (45 grader), en maskinskruestik og et understel. Og det er faktisk understellet, som er det svage led - det er nemlig lavet af blik, således at der kan opstå vibrationer imellem skurestik og sav, som ellers begge er lavet i støbegods. Men det går endda - klingen tygger sig langsomt, men sikkert igennem det hele, og når man er vant til nedstryger og vinkelsliber som eneste alternativ, er det en fornøjelse: Hvert eneste snit bliver helt lige og helt rent. Og hvis man husker at køle klingen med lidt skæreolie, holder den endog meget længe. Efter noget i retning af 50 snit er mit eksemplar stadig som nyt. Hvis du ofte har brug for at save jern og metal i mindre dimensioner, er den lille båndsav simpelthen fundet til pengene. Rørskruestik i nakken Gevindskæreren består af et sæt med skralde og 5 skærehoveder i størrelser fra en kvart tomme til en hel tomme for under 500 kroner. Det ligner noget billigt bras, og er det vel også for en professionel betragtning, men det skærer faktisk ret hæderligt, hvis man husker at pøse rigeligt skæreolie på. Rørskruestikken er en vigtig del af gevindskæring, og jeg var ganske tæt på at være lykkelig ved synet af den røde tingest. Men lykken er lunefuld, og da knægten havde prøvet den et par gange, knækkede en vital del. 280 kroner er nok billigt, men hvis den ikke kan tåle at blive brugt af en lille dreng med spagettiarme, er den intet værd - ved lejlighed får Harald den tilbage i nakken! Når man har skåret sit gevind, fedter man det ind i Unipak, og derefter vikler man blår om og gnider de to "komponenter" sammen til en masse. Det lyder gammeldags, og det er gammeldags - men det er også pokkers effektivt, idet der er tale om en slags fiberforstærket tætningsmasse, som bare virker. Hver gang. Røret skrues i den ønskede bøjning, T-stykke eller hvad det måtte være - bare læg kræfter i, det skal nok holde. Laber luksus Lynkoblingerne fra Harald Nyborg er billige, men desværre passer de ikke i 1/2" rørgevind, så der skal en "reduktion" til - og den har han ikke, så det er faktisk lettere og ligeså billigt at købe sine lynkoblinger, hvor de koster lidt mere, men til gengæld passer direkte. Og pludselig havde jeg 6 udtag til trykluft i mit nye værksted - det ene endda udstyret med et lille blæret manometer til en god halvtredser. Et rør fører under jorden over til garagen ved siden af, hvor kompressoren står - sammen med en centralstøvsuger. Det er helt urimelig luksus på første klasse: Jeg kan blæse og suge helt uden irriterende slanger og ledninger - for slet ikke at tale om larm. Og for ligesom at udnytte dette forhold og fuldende billedet vil jeg i næste uge installere stereo i loftspladerne.