TST trykker hårdt på

Håndbold 23. september 2006 06:00

SINDAL: De første runder i kvindernes 1. division i håndbold har ikke helt budt på de resultater, man havde ventet. F.eks. har Nykøbing Falsters nyoprykkere maksimumpoint efter to kampe. Men det skulle der gerne laves om på, når falstringerne i dag gæster Team Sindal/Taars. - De har en meget lang bustur i benene, og det her er nyt for dem. Så vi vil prøve at trykke hårdt på fra start og i det hele taget gøre kampen så hård som mulig, siger træner Kenneth Jensen. Han er én af dem, der er blevet overrasket over Nykøbings gode start, men han peger på, at de fleste hold har nye spillere i truppen, og at der derfor er ubekendte faktorer i starten. - Tag bare os. Vi mener selv, at vi har et godt hold og har noget godt kørende. Men vi ved ikke rigtigt, hvor gode vi er i forhold til flere af de andre, siger Kenneth Jensen. Team TST fik dog et fingerpeg i sidste weekend, hvor holdet overraskede ved at vinde over en af oprykningsfavoritterne, SønderjyskE på udebane. I forhold til den kamp er Bettina Nielsen, Ann Jensen og Caroline Hedegaard tvivlsomme til dagens opgør. Førstnævnte på grund af influenza, mens de to sidstenævnte døjer med småskader. Alle tre er dog med i truppen, og Kenneth Jensen håber, at de spiller. søp

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...