Tuborg maser sig frem i Indien

Internationalt ølmærke er for første gang blandt de populæreste i Indien. Inderne har fået smag for Tuborg.

Tuborg maser sig frem i Indien

Det er lykkes for Carlsberg at få et af sine ølmærker ind på top fem over de øl, der drikkes flest af i Indien.

Det skriver den indiske avis The Times of India.

Ifølge avisen er Tuborg nu det fjerde mest populære ølmærke i Indien, og det er første gang, at et internationalt ølmærke har mast sig ind i top fem.

Tuborg sidder på 4,5 procent af det indiske ølforbrug, og det rækker så til en fjerdeplads.

De tre ølmærker, der ligger foran, hedder Kingfisher med 40 procent, Haywards med 12 procent og Knockout med 8,8 procent.

Indbyggerne i Indien er dog fortsat ikke de store øldrikkere. Der er langt op til det kvantum, der drikkes per næse i Vesteuropa, men til gengæld er der over en milliard mennesker i landet.

Ifølge Carlsbergs hjemmeside er det årlige ølforbrug i Danmark 78 liter per person, mens det i Indien blot er to liter.

Avisen har talt med Subodh Marwah, der er marketingsdirektør for Carlsberg India, og han siger, at Carlsberg har et andet mærke, der også bliver mere og mere populært i de indiske ganer.

- Vores vækst på 40 procent i de seneste to kalenderår er blevet drevet frem af Tuborg, men nu drives den også af Carlsberg Elefant Strong, siger han.

- Tuborg har været hesten, der har drevet væksten, men Elefanten løber også godt, som han siger.

Han tilføjer, at Carlsberg i Indien har været aggressive, når det gælder om at udvide kapaciteten, blandt andet ved opkøbet af et bryggeri i Haryana.

- Vi har endnu ikke afsluttet det syvende operationsår i dette land, men vi er i gang med at bygge vort syvende bryggeri, siger han.

Der er da også noget at arbejde med, for broderparten af det indiske ølforbrug produceres ifølge tal fra The Times of India af United Breweries (UB), der blandt andet ejes af Carlsberg-konkurrenten Heineken, og af en anden konkurrent, nemlig SABMiller.

Tilsammen sidder de på 75 procent af markedet. The Times of India skriver, at Carlsberg har syv procent af markedet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst