Tumbleweed klar til blues-rock på Tinget

HJØRRING: Lørdag aften 7. februar står der blues-rock i topklasse på programmet på Sysseltinget. Det er bandet Tumbleweed, der betegner sig selv som ”et heftigt ZZ-Top jam-band”. Stilen er rock med blød bluesfeeling samt inspiration fra Texas-rocken, men primært gælder det de sejeste ZZ-Top numre især fra de funky 70’ere. Dertil kommer flere Stevie Ray Vaughan-numre fra firserne og blandede blå bolcher med overraskelser fra bluesmusikkens første år frem til i dag. Tumbleweed består af Lennart Jensen (lead-guitar og kor), Leif Olesen (bas), Rasmus Laulund Jakobsen (trommer) og Jørgen Kjærsgaard Laursen (sang og guitar). Lennart Jensen og Leif Olesen er to garvede bluesmænd med en fortid i Bullets’n Blues, mens Rasmus Laulund Jakobsen tidligere har spillet trommer i Aalborg-metalbandet Mercenary, og i dag spiller han også trommer i soulbandet Cool C & the Funkmasters. Og så har forsanger Jørgen Kjærsgaard Laursen efterhånden spillet og sunget i mange sammenhænge. No Container har arrangeret, og entreen er på 25 kr. -sand