Egypten

Tunesien følges nervøst i nabolandene

Egyptens præsident opfordres til at begynde at pakke kufferten

KAIRO:Den voldsomme uro i Tunesien har ikke blot ramt som et jordskælv under den tunesiske regering. Befolkningens oprør sender også klare signaler til ledere i andre nordafrikanske lande, for det er ikke kun tuneserne, der er utilfredse med at være underlagt et autoritært regime. Mange andre arabere i nabolande som Egypten og Algeriet er frustrerede over dårlige levevilkår, skyhøje fødevarepriser og stor arbejdsløshed. Og oprøret i Tunesien kan vise sig at få en afsmittende virkning i resten af regionen, siger både eksperter, oppositionsledere og almindelige mennesker. - Udviklingen i Tunesien minder om et jordskælv. De arabiske ledere vil prøve at løsne lidt op ved at give lidt mere frihed, skabe flere arbejdspladser og uddannelser sammen med flere andre ting. Derefter vil de forsøge at blive repressive igen, siger Mohammed al-Qahtani, en oppositionsaktivist fra Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh. - Spørgsmålet er, om folket har lært noget, og om det vil lade landets ledere slippe af sted med det, siger han til nyhedsbureauet Reuters. Tunesien er det første land i flere generationer, der ved hjælp af offentlige protester har formået at vælte en arabisk leder. Det har inspireret aktivister i flere andre arabiske lande til også at vise deres utilfredshed. I nabolandet Algeriet er urolighederne også taget til i styrke. Inden for de seneste fem dage har fire mænd fra forskellige provinsbyer sat ild til sig selv for at vise deres frustration, skriver Reuters' korrespondent i Algeriet. I Egyptens hovedstad, Kairo, tegner der sig det samme billede. Mandag satte en 50-årig mand ild til sig selv foran parlamentet i protest mod landets dårlige levevilkår. Sociale netværk som Facebook, Twitter og andre debatfora bugner med udtalelser og kommentarer oven på tunesernes oprør. Egyptens 82-årige præsident, Hosni Mubarak, der har siddet på magten i næsten 30 år, opfordres nu af flere Facebook-grupper til at pakke kufferten og forlade landet. - Fortæl Mubarek, at der også venter et fly på ham, skriver Facebook-brugeren. - Gør det til et fly, der kan flyve rundt og samle dem alle sammen op, lyder kommentaren fra Facebook-bruger Maha al-Gamal. Libyen og Jordan er også i fare for at opleve Tunesien-lignende optøjer. Begge lande har reageret ved allerede nu at stoppe prisstigninger på fødevarer. /ritzau/Reuters