Aalborg

Tung arv tynger ikke

AALBORG: Camilla Martin har frivilligt ladet sig pensionere, og langtidsskadede Tine Rasmussen må holde en længere ufrivillig pause. I deres fravær er dansk badminton i den grad blottet for damesingler af verdensklasse, at forbundet har valgt ikke at være repræsenteret i rækken ved VM i Los Angeles om knap to måneder. - Det havde været rart at komme med for at lære, men jeg kan sagtens acceptere forbundets holdning, for mit niveau er endnu ikke højt nok til, at jeg kan gøre mig gældende i en VM-turnering, erkender Nanna Brosolat, der sammen med Camilla Sørensen står forrest i køen til at løfte den tunge arv. - Det er ikke et pres, der tynger mig. Forbundet har klart tilkendegivet, at Camilla og jeg behøver en yderligere udviklingsproces, før vi for alvor kan præstere resultater. Via andenpladser i turneringer på lavere niveau i Kroatien og Spanien er Nanna Brosolat i løbet af foråret avanceret næsten 100 pladser på verdensranglisten, hvor hun nu er nr. 83. - Det er gået hurtigere fremad, end jeg havde forventet. Nu kommer det helt sikkert til at gå langsommere, og jeg har ikke sat mig noget præcist mål. I første omgang vil de stærkt besatte turneringer i Singapore og Malaysia give et fingerpeg om, hvor jeg står. abel