EMNER

Tung start på ny ]nordjysk godsrute

De daglige afgange til Hernes-]terminalen i Ruhr er sat i bero ]

FREDERIKSHAVN:Den ny daglige godsrute fra Hirtshals og Frederikshavn direkte til Europa fik kun et par måneders levetid i første forsøg, men er ikke opgivet. Fra juni skulle godsvognene fra de to færgebyer gerne rulle igen og som hidtil med første omladestop i den store nordtyske terminal Hernes i Ruhr-distriktet. - Godsmængderne var for små. Toget kørte fra midt i januar og til midt i marts, uden at der kom den fornødne belægning, erkender direktør i Frederikshavn Havn, Preben Reinholt. - Men fra juni gøres et nyt forsøg med foreløbig en ugentlig afgang, der optrappes til to afgange fra august. Det taler til fordel for øget belægning længere fremme i året, at Tyskland fra 1. oktober indfører afgift på motorvejene, siger Preben Reinholt. Han oplyser, at initiativtagerne bag ruten, havnene i Hirtshals og Frederikshavn, i april kaldte færgerederier og potentielle godstogsbrugere, den europæiske godsoperatør InterContainer, der står for ruten, samt den nordjyske underleverandør, Nordjyske Jernbaner, sammen for at drøfte mulighederne for en genstart. - Her fik vi teknisk bekræftet, at en genstart er mulig, og parterne mødes igen 15. maj for at drøfte økonomien og mulighederne for at øge frekvensen af afgange senere hen, siger havnedirektøren. Adm. direktør i Nordjyske Jernbaner, Preben Vestergaard, mener, at et problem var, at ruten ikke blev godt nok markedsført. - Det viste sig, at mange norske vognmænd ikke hurtigt nok havde omstillet sig med deres materiel. De har ikke de trailere, der skal til for at kunne løftes ombord på et tog, siger Preben Vestergaard. Nordjyske Jernbaners direktør tror dog fortsat på, at ruten kan slå igennem. - Vores godsmængder på de ordinære togforbindelser steg i marts med hele 72 pct., siger han og peger også på den tyske motorvejsafgift som et kraftigt incitament til, at vognmændene vil flytte mere gods fra gummihjul til skinner. Preben Reinholt siger, at store godsoperatører som eksempelvis DFDS har de trailere, der skal til, og at det også er den vej, det går hos de mindre. - Ideen med godsruten er rigtig. Den er miljørigtig og helt i tråd med EU’s transportpolitik, påpeger han.]