Tung trafik fortsætter

Vigtigt at man fortsat kan aflægge køreprøve i Løgstør, siger borgmester Jens Lauritsen

Løgstør 24. september 2002 08:00

LØGSTØR: Lastbilerne vil fortsat køre igennem de smalle gader i den gamle bydel i Løgstør. Det står fast efter et møde i går, hvor borgmester Jens Lauritsen (V), Løgstør Politi, køreskolerne og køreprøvesagkyndige søgte at finde frem til en løsning på trafikproblemet - Det er vigtigt for kommunen, at der fortsat er muligheder for at aflægge køreprøve til erhvervskørsel i Løgstør. Dels drejer det sig om arbejdspladser. Dels er det vigtigt, at vi kan opretholde vores køretekniske anlæg. Ellers vil det også gå ud over dem, der skal tage et almindeligt kørekort, idet det så ikke vil være muligt at erhverve det så tæt på, siger Jens Lauritsen. Efter mødet med politi og motorsagkyndige er han ikke bekymret for trafiksikkerheden i kvarteret. - Jeg kan godt forstå, at det kan være irriterende, at der i weekenden kører lastbiler gennem gaderne. Men jeg ved ikke, om man kan finde eksempler på, at nogle er blevet kørt ned i forbindelse med køreskolekørsel i lastbiler. På mødet blev det i hvert fald ikke vurderet, at det skulle være specielt farligt, siger han. Undertavle eller ej Da den nuværende løsningen - en sort plasticsæk trukket ned over de færdselsskilte, som forbyder lastbiler at køre i området - næppe er holdbar på lang sigt, er der derfor to muligheder tilbage. Skiltet pilles ned, og det vil som nu være lovligt for både almindelige lastbiler samt køreskolelastbiler at køre i området. Politiet finder frem til en undertavle til forbudsskiltet, som gør det muligt at fritage køreskolernes lastbiler for det generelle forbud mod lastbiler. Mødet mellem Løgstør Kommune, politiet, køreskolerne og køreprøvesagkyndige kom i stand, efter at Jesper Gorst-Rasmussen, Vægtergade 1a, Løgstør, politianmeldte to køreskoler for at overtræde skiltningsforbudet mod lastbilkørsel, der havde fungeret siden sidste vinter. Samtidig er sagen havnet på Christiansborg, hvor såvel trafikministeren som justitsministeren er blevet bedt om at se på sagen. For tre uger siden valgte kommunen at hænge sorte plastsække over forbudsskiltene, så det igen blev lovligt at køre med lastbiler i bydelen. Jesper Gorst-Rasmussen finder det urimeligt, at skolelastbilerne fortsat må køre i området. - Det store spørgsmål er, om Løgstør Kommune sætter borgertrivsel og trafiksikkerhed højere end skolekørsel med lastbiler, siger han. Ifølge borgmester Jens Lauritsen blev det endvidere besluttet på mødet, at repræsentanter for Løgstør Kommunes tekniske afdeling samt for politi og motorsagkyndige skal mødes fast en gang om året for at få en bedre dialog om, hvilke trafikmæssige tiltag der vil være hensigtsmæssige for de tre parter.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...