Tunge tal tynger Nordjylland

NORDJYLLAND: Det er ikke kun en grim fornemmelse. Der ER nemlig langt mellem de positive nyheder om nye arbejdspladser i Nordjylland. Og ledighedstallene fortæller da også en historie om, hvordan vores landsdel er tynget ekstra hårdt af ledighed for tiden. Alene i januar mistede mere end 1300 danskere deres arbejde. Og de fleste af jobbene forsvandt i Nordjylland og i Sønderjylland, hvor 18 virksomheder fyerede mere end 1000. I a-kasserne hos HK, Kvindeligt Arbejderforbund og SiD i Nordjylland er de mere end 200 nye ledige fra Vrå og Nørresundby ekstra dårlige nyheder. Allerede i december stod det nemlig klart, at disse tre a-kasser er hårdt ramt. Hos HK var 26 procent flere ledige i december sammenlignet med december i 2002. Det var ikke bedre hos Kvindeligt Arbejderforbund, der kunne notere næsten 22 procent flere ledige, mens stigningen hos SiD 26 procent flere ledige fra december 2002 til december 2003. Samlet set er der blevet 5.000 flere ledige på et år i Nordjylland - eller hvad der svarer til en stigning på mere end 31 procent. I december var der således 20.864 ledige nordjyder. -hj