EMNER

Tunge traktorer sled i sandgraven

Traktortræk i Aalborg Kommunes vestligste landsby

En tur på vægten med traktorerne, så var der klar til træk.

En tur på vægten med traktorerne, så var der klar til træk.

KØLBY:Der er hverken dagligvarebutik eller døgner i Kølby, Aalborg Kommunes vestligste landsby placeret kun et par stenkast fra kommunegrænsen. Men der er en borgerforening, der godt tør tage udfordringer op. Det gjorde foreningen med formand Lars Andersen i spidsen, da den sidste år for første gang nogensinde inviterede til traktortræk i den nedlagte grusgrav, i folkemunde kaldet Sandgraven, i udkanten af landsbyen. Det gik godt med omkring 400 betalende tilskuere i smukt sommervejr og på kanten af 40 tunge, kampklare traktorer, så godt, at man allerede da besluttede sig for en gentagelse. Denne kom så fredag aften i halvskidt sommervejr med spredte byger og blæst fra vest. Til gengæld troppede hele 469 tilskuere op, og dermed slog man premieren med mere end et halvt hundrede sjæle. Selv om antallet af deltagende traktorer ”kun” nåede op på 34, heraf en enkelt kvinde i skikkelse af efterhånden inden for traktortrækskredse velkendte Carina Hornsyld med adresse i det djurske, glædede tovholder Lars Andersen sig over de mange tilskuere. Han forklarede det lidt nedadgående traktortal med, at der allerede dagen efter var nordjyske mesterskab i Aars. For den enlige kvinde i feltet, Carina Hornsyld, udviklede det sig i klasse 3 (4401-5070 kg) til en tvekamp med Ole Bundgaard fra Vendsyssel, der dog med minimal margin løb med sejren. I klasse 1 (op til 3400 kg) vandt Lars Thomsen. Klasse 3 (4401-5070 kg) vandt Ole Bundgaard. Klasse 4 (5701-7500 kg): Benny Kjær. Klasse 5 (7501-9000 kg) Bo Johnson. Klasse 6 (9001-12500 kg) Aksel Sørensen.Flemø