Tunnel-tabere anno 2006

At rejse er at leve, fastslog H.C. Andersen, der levede på et tidspunkt, hvor det godt nok var endnu farligere at rejse langt væk, men han skulle i det mindste ikke gennem betænkelige europæiske biltunneller.

Italienske tunneller er ofte af ringe standard, viser ny tysk undersøgelse.

Italienske tunneller er ofte af ringe standard, viser ny tysk undersøgelse.

Resultatet af en stor tysk gennemgang af 52 tunneller er nemlig ganske nedslående læsning. Undersøgelsen er gennemført af den tyske bilistorganisation ADAC, og i den dumper hver fjerde, når det gælder sikkerheden. Den resulterer oven i købet i, at fem bliver kaldt ”betænkelig” og otte sågar ”mangelfulde”. Den værste tunnel af alle, ligger på Sicilien, den 1,7 km lange Segesta på A27 Palermo-Trapani. Her fandt testingeniørerne en nødudgang, der på ingen måde kunne redde menneskeliv. Desværre for italiens-farende står det generelt skidt til med sikkerheden i støvlelandets tunneller. I Montecrevola på SS 33 ved Milano-Brig og Fossino på A3 mellem Salerno-Reggio Calabria er der også rør, som man bør være opmærksomme på, da sikkerheden halter. Sejrherren blev den spanske M-12, der fører til lufthavnen, Barajas. Den er 1,8 km lang og blev åbnet sidste år og er udstyret med al tænkelig sikkerhedsfeatures: advarselslamper ved indkørsel, effektive redningsveje, videoovervågning og brandbeskyttelse. Det samme har fire tyske anlæg, blandt andet Hochwald på A71 i Thüringen. ADAC har forhåbninger om, at sikkerheden kan øges de kommende år. Bestående anlæg skal opfylde nye, skrappe EU-krav fra og med 2014.