Tunstall breder vingerne

Stadig flere kon­cert­ste­der by­der på job til nord­jysk singer-song­wri­ter med engelsk bag­grund.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Sophie Tunstall vandt sidste år førstepladsen i Skråens Songwriter Battle alias titlen Årets Nordjyske Singer/songwriter, hun nåede finalen på Nibe Festival om årets Rock Nord pris med prædikatet "international", semifinalen i Rocktoget på P4, varmede op til Stand Up i Skovdalen, og lige før nytår tildelte gratis-magasinet Prestize den 18-årige en award som vinder af førsteprisen i kategorien "Årets Talent".Arkivfoto: Martin Damgård

En "selfmade woman" trods blot 18 somre på samvittigheden, og tankerne falder naturligt på sammenligninger med legender som Carol King, der kunne være hendes bedstemor, eller navne som 32-årige danske Tina Dickow. Den London-opvoksede singer-songwriter Sophie Tunstall fra Nibe med hang til følsomme, personlige og melodiske udtryk oplever i øjeblikket en støt stigende efterspørgsel fra koncertsteder over det ganske land, selv om hun endnu ikke har udgivet et eneste officielt album eller sågar en eneste sang med et pladeselskab i ryggen. - Jeg forsøger at vælge fornuftigt trods en enorm lyst til at satse helt og aldeles på musikken. Jeg prioriteter derfor gymnasiet højt her og nu, og takker nej til en del tilbud, fortæller Sophie Tunstall. - Jeg har tænkt mig om en ekstra gang og udskyder indspilningen af et album til efter studentereksamen den kommende sommer. Jeg har foreløbig studier i København eller London i kikkerten, og så må vi se. Kometen inden for nordjysk musikliv udgiver dog forinden to re-mixede demo-numre, "Under false pretenses" og "What I could have been" produceret af Jonas Schou. - Demoen bliver formentlig lagt på Tdc Play og iTunes, men jeg er ikke sikker på, hvilke portal, der skal have sangene. Det afhænger i sidste ende af distributionen gennem online pladeselskabet Digidi. Tilbuddene vælter ind. Forleden optrådte hun til en koncert på Huset i Aalborg, hvor kulturportalen nitusind.nu fejrede to års fødselsdag, 13. februar leverer Sophie Tunstall en koncert under åbningen af Stardust i Århus - en kombineret pladebutik, musik- og bogcafé - og haster samme dag til Aars sammen med sin faste guitarist, Rune Larsen, hvor de er hyret til den nye indendørs vinterfestival Rock Shock. Rundt regnet 1500 studerende er på plads til en koncert på University College Nordjylland, UCN, den 11. marts på Selma Lagerløfsvej i Aalborg, Sophie Tunstall og Rune Larsen spiller atter "by night" på Skråen i Nordkraft 16. april og 8. maj, 12. maj går turen til "Drop Back" på spillestedet Gimle i Cafeen - Roskildes regionale spillested - og så står den på læseferie og eksaminer. Prestize har netop kåret den 18-årige Sophie Tunstall som vinder af Prestize Award i kategorien "Årets Talent" med en tredjedel af læserstemmerne i ryggen.