EMNER

Tur til alternativ udflugtshave

På søndag tager Brovst-Skovsgård Havekreds på den traditionsrige heldagsudflugt. I år går turen til Lundhede - den alternative udflugtshave og planteskole. Den ligger ved Haderup mellem Viborg og Holstebro. Torben Jensen fra havekredsen fortæller, at området er anlagt som små gårdhaver med pergola, pileflethegn, guldfiskesø, vandløb, små stenbede, humlehave og japansk have. Der er et clematishus, hvor man kan nyde den medbragte mad. Der er et komposttoilet, som man både kan se og benytte. Der er også legeplads til børnene. I planteskolen kan der naturligvis købes alt hvad hjertet kan begære. Torben Jensen siger, at der de seneste år har været faldende interesse for heldagsudflugten. I år kan det ikke være prisen, der afholder folk fra at deltage. Prisen er meget lav. Det skyldes bl.a., at der skal køres i egne biler. På hjemturen drikkes kaffe. Der er afgang fra Brovst Hallen midt på formiddagen. Også ikke-medlemmer kan deltage. arentsminde Tilskud til legeplads Kulturudvalget har bevilget 1.000 kr. til vedligeholdelse af legepladsen på Hanbovej. Arentsminde Borgerforening havde søgt om 2.500 kr. i tilskud. Kommunen har sidst bevilget støtte til legepladsen i 1997. Det er vedtaget, at der maksimalt kan gives tilskud til vedligeholdelse af legepladser hvert tredie år. Borgerforeningen har siden sidste tilskud ændret belægningen på petanquebanen to gange, og banen er udvidet. Ud over børn benyttes legepladsens petanquebane af Tirsdagsklubben i Arentsminde. Borgerforeningen har planlagt udskiftning af vippen på legepladsen i den nærmeste fremtid. Efter bevillingen til Arentsminde er der 12.900 kr. tilbage af på kulturudvalgets rådighedsbeløb. brovst Lejeaftale godkendt Kulturudvalget har godkendt en lejeaftale indgået mellem Brovst Idrætsforening og Brovst Børnehave om leje af klubhuset på Nyvej 14 i perioden 15. maj-20. september, mens børnehaven renoveres. Forvaltningen bemærker, at aftalen på forhånd burde være aftalt med forvaltningschefen, Lejen for hele perioden er 15.000 kr., inklusive forbrug af el, vand og varme. Lejeperioden er ugens fem første dage fra kl. 6.30 til 17, og efter hver dag sørger børnehaven for rengøring. HALVRIMMEN Genbrug åbner igen Efter en større renovering åbner IM's Genbrug i Halvrimmen igen i dag. Der er bl.a. udvidet med et udstillingsrum i glas. For at gøre åbningen lidt festlig er der inviteret et par spillemænd, som vil underholde med forårets sange. Der er kaffe på kanden og der er også hjemmebagt kringle. Genåbningen markeres også med udvidet åbningstid. Normalt er der åbent tre timer om eftermiddagen, men i dag er der åbent i fem timer.