Turbo-Bent tilbage

FREDERIKSHAVN:Efter flere måneders smertehelvede er Bent Christensen igen klar til at gå på isen, når Frederikshavn White Hawks i aften gæster Esbjerg i Isligaen. Veteran-forwarden har i flere måneder været plaget en uforklarlig smerte omkring hoften og lænden, som også holdt ham ude af alle træningskampene op til sæsonen. Alligevel valgte han at gå på isen til sæsonens tre første kampe, men så måtte han også give fortabt på grund af smerter, som siden har parkeret ham på skadeslisten. - Det er en frustrerende skade, som ingen har kunne forklare. Så er det lidt lettere at forholde sig til en brækket arm. Men for to uger siden fik jeg nogle blokade-indsprøjtninger, og de har tilsyndeladende løst problemet. Jeg genoptog træningen i mandags, og jeg har givet den fuld gas hele ugen uden at mærke noget, fortæller Bent Christensen. I kæde med Grey At dømme ud fra torsdagens afsluttende træning skal "Turboen" i aften danne angrebskæde med Mike Grey og Jean-Francois Dufour. - Jeg er selvfølgelig ikke på toppen efter så lang tid uden kamptræning, men jeg er klar til at gå ind og kæmpe for holdet, siger frederikshavneren. Han forventer en hård og målfattig kamp i Esbjerg, der har overrasket alle - også Bent Christensen med deres flotte spil. Vestjyderne indtager en øjeblikkelig tredjeplads, men Frederikshavn White Hawks er kun to point efter for to kampe færre. - Vi skal fortsætte vores flotte defensive spil, for Esbjerg har hentet nogle virkeligt gode udenlandske forwards. Men hvis vi står godt i zonen, så skal vi nok få vores chancer frem af isen, siger Bent Christensen. Frederikshavn White Hawks må fortsat undvære Dmitri Lavrentiev og Lars Mølgaard, men førstnævnte er ifølge cheftræner Tom Coolen meget tæt på et comeback. - Når først vi får de sidste spillere med, så skal vi nok få mere gang i målscoren, lyder det fortrøstningsfuldt fra canadieren.