Flyulykker

Turbulens: Fly faldt tre kilometer ude af kontrol

Et Challenger privatfly af samme type som det danske luftvåben bruger, blev totalskadet efter voldsomt møde med turbulens

Foto: © Raimond Spekking / CC BY-SA 4.0 (via Wikimedia Commons)
Foto: © Raimond Spekking / CC BY-SA 4.0 (via Wikimedia Commons)

Opdateret 23. marts 2017 kl. 09:15

DET ARABISKE HAV: Passager og besætning om bord på et tysk privatfly af typen Challenger 604 - samme slags fly, som det danske flyvevåben bruger - fik sig en mere end almindeligt skræmmende oplevelse over det Arabiske Hav forleden.

Ifølge luftfartsmediet The Aviation Herald blev den trods alt ret store privatjet ramt så voldsomt af såkaldt "wake turbulence" fra en Emirates Airbus A380, at det mindre fly rullede rundt tre-fem gange, begge motorer gik ud og formentlig på grund af de store G-påvirkninger, mens flyet tumlede rundt og ned, kunne flyets nødturbine (Ram Air Turbine) ikke folde sig ud. Det er en lille propeldreven turbine, der skal levere strøm og tryk til det hydrauliske system, hvis alle andre motorer og energikilder om bord på flyet svigter.
Foto: NASA

Det lykkedes dog piloterne at få kontrol over flyet igen, efter det havde mistet omkring tre kilometer højde. Det lykkedes for besætningen at få genstartet begge motorer, men kort tid efter slukkede de den ene, idet der blev meldt om for høj temperatur internt i motoren. Flyet landede sikkert i Muscat i Oman, og blev efterfølgende erklæret for totalskadet. Flere af passagererne måtte efterfølgende behandles på hospitalet på grund af de skader, de fik under den dramatiske hændelse.

Uheldet skete den 7. januar, hvor den mindre Challenger passerede 1000 fod under Airbus’en i den modsatte retning og fløj ind i den faldende turbulente luft fra Airbus’en. Wake turbulens består hovedsageligt af kraftige hvirvelvinde, der bliver dannet langs flyets vingespidser, og er mest frygtet under start og landing, hvor lufthvirvlerne fra store fly kan blive liggende langs jorden i flere minutter, og dermed slå mindre fly ud af kurs under de mest kritiske faser i flyvningen.

Foto: Iki

Fænomenet optræder altså også under flyvningen, men i modsætning til i lufthavne, hvor al trafik er koncentreret omkring de samme start- og landingsbaner, så er trafikken noget mere spredt, når først flyene er kommet op i deres marchhøjde. Så sandsynligheden for at opleve det i luften er alt andet lige ikke så stor - men efterhånden som trafikken over fx Europa bliver tættere, og man begynder at lade flyene flyve tættere på hinanden også i højden, forudser blandt andre EUs luftfartsenhed, at problemet vil blive større.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden