Turbulent år har givet Nicolai Jørgensen hår på brystet

Trods skader og ophold på bænken er Nicolai Jørgensen kommet styrket ud af en sæson med op- og nedture.

Nicolai Jørgensen er noteret for 38 kampe og 9 mål i den danske landsholdstrøje.

Nicolai Jørgensen er noteret for 38 kampe og 9 mål i den danske landsholdstrøje.

HELSINGØR:Nicolai Jørgensens tredje sæson i hollandske Feyenoord var ikke nogen dans på roser.

En skade i foden gjorde, at den danske landsholdsangriber missede sæsonens første kampe.

I foråret måtte den 28-årige dansker så i flere omgange indlede opgørene med at sætte sig på udskiftningsbænken, fordi træneren ikke mente, at han skulle være på banen samtidig med den hollandske stjerne Robin van Persie.

- Det har været en lidt mærkelig sæson. Den startede virkelig uheldigt med min skade - jeg har aldrig været skadet i fem måneder før, med noget man ikke rigtig kan gøre noget ved.

- Jeg kom så godt igen. Jeg fik scoret i landskampene og i ligaen og gjorde det godt, men løb så ind i en lidt svær tid efter jul. Men sådan er det, siger Nicolai Jørgensen, der igen er udtaget til landsholdstruppen forud for Danmarks kommende to kampe i EM-kvalifikationen.

Sæsonen sluttede dog godt af med både spilletid fra start og en håndfuld mål for Jørgensen, der kigger tilbage på sæsonen som en lærerig én af slagsen.

- Der er jo nogle sæsoner, som man bare må lære noget af. De skal bare ned i "kufferten", og så må man se fremad. Heldigvis har jeg stadig mange sæsoner tilbage i min karriere. Det har været en lærerig periode - både i forhold til min krop og til fodbold, siger Nicolai Jørgensen.

Han går endda så langt som til at kalde 2018/2019-sæsonen for en fed oplevelse.

- Når man kigger på det store billede, så har der da været mange negative ting, men jeg har lært, at jeg kan komme tilbage, selv om jeg ryger på bænken - jeg er ikke en af dem, der giver op. Det lærer man måske mere af, end når det bare kører på skinner.

Når Nicolai Jørgensen vender tilbage til Feyenoord efter sommerferien, bliver det til en ny mand i cheftrænerstolen.

Ind er kommet den tidligere forsvarsspiller Jaap Stam, og han har store planer med danskeren.

- Han ser mig, som ham vi skal bygge offensiven op omkring, og han vil rigtig gerne have, at jeg bliver, siger Jørgensen.

Adspurgt om netop det kommer angriberen dog ikke med nogen garanti.

- Som det ser ud lige nu, så tror jeg, at jeg bliver, men det er jo svært i fodbold - der kan ske alle mulige mærkelige ting, specielt som angriber på transfermarkedet.

- Men jeg er rigtig glad for at være i Feyenoord, og jeg tager gerne en sæson mere. Man er selvfølgelig altid åben for noget nyt, hvis det rigtige tilbud kommer, men det er ikke noget, jeg tænker så meget over, siger Nicolai Jørgensen.

Skulle det blive til et skifte, så er der især én destination, der står øverst på hans ønskeliste.

- Jeg vil rigtig gerne prøve at spille i Spanien, men nu må vi se, om det kommer til at ske, siger han.

Nicolai Jørgensen har spillet 108 kampe for Feyenoord og scoret 48 mål.

Danmark møder Irland fredag i Parken. Georgien kommer på besøg samme sted mandag.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.