Turbulent trænersucces

Torben Winther fylder i dag 50 år.

Torben Winther fylder i dag 50 år.

¤Torben Winther, tidligere herrelandstræner i håndbold, fylder i dag 50 år. Da herrelandsholdet i håndbold sidste år vandt EM-guld for første gang nogensinde, tilfaldt æren for medaljerne ikke kun holdets nuværende træner Ulrik Wilbek, men bestemt også Torben Winther. For det er ham, der har lagt grunden til herrelandsholdets succes. Først som ungdomslandsholdstræner i perioden 1994-1999, og senere da han tiltrådte som herrelandstræner i 2000. Det var også ham, der sad på trænerbænken, da holdet vandt sine første bronzemedaljer ved EM i 2002 og 2004. Dårlige VM-resultater i 2003 og frem for alt i Tunesien i 2005, hvor danskerne blev nummer 13, resulterede imidlertid i drøje hug både i pressen og internt i håndboldforbundet. Det hele kulminerede, da Winther kunne læse om sin egen fyring i B.T., før han selv fik noget at vide. Efter et par mislykkede ophold i Nordsjælland Håndbold, hvor det blev til endnu en fyring efter blot fire kampe, og i Holbæk Elitesport, der viste sig at være et luftkastel uden penge, har Winther imidlertid fundet sin rette hylde. Han sagde for halvandet år siden sit lærerjob op, solgte huset i Helsingør og rykkede med konen til svenske Ystad, hvor han på anden sæson er træner for det lokale håndboldhold Ystads IF. Med succes, for holdet nåede i semifinalen sidste år, ligesom man lige nu ligger nummer to i ligaen. Dermed har Winther alligevel fået oprejsning efter den turbulente landstrænerfyring, han nok altid vil blive husket for i Danmark. - Man kan godt sige, at jeg er startet på en frisk herovre, hvor tavlen er blevet visket ren. Selvfølgelig læser de også danske aviser her, men omvendt har de respekt for de resultater, jeg har lavet. Så hvad der er sket tidligere, har slet ikke været noget emne. Det har jeg lagt bag mig. Hvis folk ikke anerkender det, jeg laver, kan de rende mig, sagde Winther sidste år. /ritzau/