TURE I DEN NORDJYSKE NATUR

Dokkedal 26. september 2002 08:00

Der er fem ture på lørdag og en på søndag. De fem på lørdag er: Ertebølle: Deltagerne mødes kl. 10 ved P-pladsen ved amtets udstillingsbygning i Ertebølle. Husk evt. madpakke og solidt fodtøj. Turen forventes afsluttet kl. 14. Leder: Geolog Niels Peder Mortensen, Nordjyllands Amt. Kystklinten ved Ertebølle fortæller spændende historier om et varmt klima og vulkaner i fortidens Limfjordsområde. Langt senere er det istidens gletchere, der har hovedrollen. Der vil også være lejlighed til at se på stenene på kysten og høre den historie, de kan fortælle. Kongerslev Kalkleje: Deltagerne mødes kl. 10 to km fra Kongerslev ad amtsvejen mod Dokkedal. Husk gummistøvler, da kalklejet er et fedtet terræn at gå i. Turleder: Naturvejleder Thorkild Lund, Vildmosegård. Himmerland hviler på en undergrund af skrivekridt. Undervejs vil deltagerne få forhisorien fortalt og der vil være lejlighed til at lede efter fossiler. Svinkløv: Deltagerne mødes kl. 14.30 på p-pladsen ved Svinkløv Camping. Turleder: Turleder: Frank Egelund fra Hanherred Statsskovdistrikt. Der vil være lejlighed til at se Svinkløv Plantages specielle geologi, især de flotte kystskrænter med de dybe regnvandskløfter og for de spændende jordfaldshuller. Husk godt fodtøj. Kaffe/the kan medbringes. Hirtshals: Deltagerne mødes kl. 14 ved P-Pladsen for enden af Rævskærvej i Tornby Klitplantage syd for Hirtshals.Der afsluttes et par timer senere ved P-pladsen ved Tornby plantørbolig, for enden af Russerbakkevej i Tornby klitplantage.Turledere: Naturvejleder Torben Stæhr og amatørgeolog Peter Kiel. Når man ser nærmere på de våde strandsten, ser straks at de er meget forskellige. På turen vil der blive lejlighed til at høre hvordan stenene er dannet og hvordan de er havnet på en dansk strand. Der sluttes af med et besøg i naturalrummet i Tornby Klitplantage. Rebild bakker: Deltagerne mødes kl. 13.30 ved Info - tavlerne i vestkanten af P-pladsen ved "Rebildhus" i Rebild. Turledere: Skovfoged Andreas Hermann og geolog Henrik Granat. I Rebild Bakker har naturens kræfter virkeligt spillet med musklerne. Her er dybe dale, smeltevandsslugter, kilder og åer. Turen er ikke velegnet for barnevogne og svagtgående. Søndagens enlige tur er: Langdalen i Hanherred: Deltagerne mødes kl. 10 ved Naturcenter Fosdalen. Turleder er naturvejleder Svend Møller Nielsen. Godt fodtøj påkrævet. Deltagerne vil vandre gennem den smukke dal, der løber parallelt med Fosdalen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...