Ture i naturen er til gavn for skole-eleverne

AABYBRO: - Børns velfærd afhænger af, at de er meget i naturen. De er mindre syge og får selvfølgelig et kendskab til naturen, som har også har indflydelse på de dannelsesmæssige aspekter. Det viser alle undersøgelser, siger naturvejleder Jens Olsen, fra Naturskolen. Han er klar med et nyt undervisningstilbud til kommunens skoler med udgangspunkt i Limfjorden, naturen og kulturhistorien på Gjøl, som er blevet udarbejdet på baggrund af midlerne fra den tidligere miljøministers velfærdspulje. Og oplevelser i naturen handler også om børns velfærd, understreger han. - Svenske undersøgelser viser, at oplevelser i naturen er med til at stimulere børns opmærksomhed, siger han. I undersøgelser har børn færdes på forskellige underlag - blødt, hårdt, stikkende eller gyngende. - Det gav børnene ikke alene en bedre motorik, de blev også meget bedre til at sidde stille, og med naturoplevelser får barnet den ro, der betyder, at det bedre kan koncentrere sig. Det er jo vigtige egenskaber i skolen, siger Jens Olsen Materialet kan allerede nu findes på Naturskolens hjemmeside. - Gjøl er et spændende sted for børn. I vore materiale er der ti forskellige steder på Gjøl, og der er opgaver til hver, så man kan forberede sig hjemmefra, forklarer Jens Olsen.