Turist finder granater fra krigstiden i strandkanten

Mindst ti granater fra Anden Verdenskrig er dukket op ved strand ud mod Lillebælt. De skal nu bortsprænges.

Arkivfoto: Michael Koch
Kriminalitet 1. april 2018 20:15 - Opdateret 1. april 2018 20:46

HADERSLEV: Bomberyddere er søndag aften på vej til Halk Strand ved Haderslev, hvor der tidligere på dagen er fundet mindst ti granater fra Anden Verdenskrig.

Det var en turist, der øjnede granaterne i strandkanten og slog alarm.

- Vi tog derud og har efterfølgende fundet mindst ti granater, siger Erik Lindholt, vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi.

Området er et tidligere skydeterræn, og der er tidligere fundet ammunition fra krigens tid.

Man har forsøgt at rydde området helt for ammunition, men det er tilsyneladende ikke lykkedes at fjerne det hele.

Når granaterne dukker op til overfladen nu, kan det ifølge vagtchefen skyldes vejret.

- Det kan hænge sammen med den østenvind, der har været, hvor vandet graver ting løs fra sandbunden, siger Erik Lindholt.

Politiet kan ikke med sikkerhed sige, om granaterne er sprængfarlige eller ej.

Men man tager ingen chancer.

Derfor er bomberyddere rekvireret, og de ventes søndag aften at sprænge granaterne væk på stedet.

Halk Strand ligger ud mod Lillebælt, og det er på den sydlige del af stranden, at granaterne er kommet til syne.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...