Turist-rekord for tredje år i træk

Især udlændinge trækker væksten

Anders Abildgaard
Nordjylland tegner sig for 15 procent af overnatningerne. Arkivfoto
5. januar 2018 15:19 - Opdateret 5. januar 2018 16:27

INDLAND: For tredje år i træk har dansk turisme sat rekord. Der blev i 2016 registreret 51,5 millioner overnatninger i Danmark, 4,7 procent flere end året før, og det højeste antal overnatninger nogensinde.

Det er især udlændinge, der trækker væksten. Med 26,1 millioner udenlandske overnatninger - lige godt halvdelen af alle - blev 2016 året med det højeste antal udenlandske overnatninger i 20 år. Tyskerne tegner sig for 57 procent af de udenlandske overnatninger.

Kyst - og naturturismen står for 72 procent af overnatningerne. Storby- og mødeturismen står hver for 14 procent.

Fordelt på regioner topper Syddanmark med 31 procent af overnatningerne, fulgt af Hovedstaden med 24 pct., Midtjylland med 21 pct., Nordjylland med 15 pct. og Sjælland med 9 pct.

Det er Erhvervsministeriet, der offentliggør statistikken for overnatningerne. Som det fremgår, dækker tallene 2016. De tilsvarende tal for 2017 er først klar om et år.

Når det gælder omsætning, er statistikerne kun nået frem til 2015. Det år var turistbranchens samlede omsætning 97,5 milliarder kroner, en stigning på 2,5 mia. kr. i forhold til året før. Nordjylland stod for 11 procent af omsætningen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...