Turisme

Turist sur over udlejning

Sæby Turistbureau afviser påstand om falsk reklame

SÆBY:I går vendte en vred turist tilbage til hjembyen Slagelse efter et fire dages langt ophold i et sommerhus i Sæby. Tvisten handler om et sommerhus, der tilsyneladende ikke kunne varmes op, og derfor mener Claus Petersen, at Sæby Turistbureau er skyldig i falsk reklame. Men den påstand afviser turistchef Inger Grund Petersen pure. Claus Petersen ringede i fredags til turistbureauet i Sæby for at booke et hus, der gerne måtte være billig, men ellers skulle være i orden. - Jeg har en søn, der har fået nyt hjerte, og han har samtidig astma i svær grad. Vi har netop fået konstateret, at vores lejlighed er angrebet af svamp, og på grund af min søns sygdom, var vi derfor nødt til at tage på en ufrivillig ferie, fortæller Claus Petersen. Han fik henvist et udlejningshus, hvor familien skulle bo fra mandag til torsdag, men ifølge Claus Petersen kunne det ikke lade sig gøre at varme huset op. - Jeg tog ud i sommerhuset ved 10-tiden og tændte for varmen. Også brændeovnen blev tændt. Imens var min familie hos bekendte i Syvsten. Men da jeg kom tilbage ved 17.00 tiden, var der stadig alt for koldt i huset. Min søn ville hurtig blive syg, hvis han skulle bo der, forklarer Claus Petersen. Han ringede derfor til Turistkontoret, der straks indvilligede i at finde et nyt hus. Familien Petersen siger ja til et luksushus, der er dobbelt så dyrt. Til gengæld vil det nye hus være hurtigere at varme op. - Det er for dårligt, at et udlejningshus ikke kan varmes op. Vi kører 400 kilometer fra Slagelse i god tro. Det er altså falsk reklame. Desuden havde jeg jo fortalt, at jeg har en syg søn, der ikke kan tåle kulde, siger Claus Petersen, der også er vred over, at opholdet blev dobbelt så dyrt som beregnet. Benægter Turistchef Inger Grund Petersen benægter først og fremmest, at Claus Petersen har fortalt om en søn, der har fået nyt hjerte. Dette kom først frem, da familien var ankommet til Sæby. Derimod havde turistkontoret fået oplyst, at den pågældende dreng har astma. Derfor kontakter turistkontoret ejeren af sommerhuset for at sikre sig, at astmapatienten kan tåle at bo i huset. Ejeren tjekker blandt andet sin brændestabel for at fjerne de brændestykker, der indeholder mug. - I de sommerhuse vi udlejer om vinteren, har vi den regel, at der skal være brændeovn, fortæller Inger Grund Petersen, der oplyser, at Claus Petersen kunne vælge mellem to huse, efter det første var blevet droppet. Det ene hus kostede lidt over 800 kroner, det andet kostede 1600 kroner. Det første var dog dog lille, og derfor valgte Claus Petersen luksushuset. - Vi har hjulpet familien så godt, vi kan. Og de skal selvfølgelig betale de ekstra penge det koster at bo i et bedre hus, siger turistchefen, der registrerer alle eventuelle klager fra sommerhusgæsterne. Det viser sig, at der ikke tidligere har været klager over det pågældende hus.