Blokhus

Turistavisen blev læst

FÅRUP:- Der er optimisme. Generelt har alle været meget tilfredse med sæsonen, fortæller direktør Søren Kragelund, Fårup Sommerland. Han er formand for en koordineringsgruppe for turisterhvervet i Pandrup Kommune, som netop har evalueret sommerbesøget. - Det er for tidligt at sætte procenter og tal på, men der er fremgang hos samtlige. Det er også svært at sige, hvad der har givet fremgangen. Men vi tror, det var det fælles fremstød i Jyllandsavisen. Den blev udsendt i 800.000 eksemplarer på Sjælland, Fyn, i Norge og Sverige. Vi havde fire sider og gav 400.000 kr. for det, men vi vil givetvis fortsætte med at gøre os synlige samlet, siger Søren Kragelund. Han påpeger også, at der i fjor var en samlet fremgang i overnatninger på 24 pct. Væksten ser ud til at være steget. Det gælder også hans egen forrretning. Ganske vist nåede sommerens besøgstal ikke op på rekordåret 2004, da rutsjebanen Falken havde nyhedens interesse. Da var der knap 552.000 gæster. I år kom 537.696 besøgende. Men de brugte flere penge. - Det økonomiske resultat har aldrig været bedre, tilføjer Søren Kragelund. I den kommende uge stikker turisterhvervsfolk fra de fire kommuner i den kommende Jammerbugt Kommune næserne sammen i Fårup Sommerland. Samarbejde er på dagsordenen.