Turisme

Turistboom på Egholm

Brug for ny færge hvis flere besøgende skal lokkes til øen

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

- Der er plads til flere endagsturister på Egholm, mener Ove Axelsen. Arkivfoto: Martin Hjorth

Egholm oplevede i 2008 et mindre turistboom. 124.070 passagerer blev sejlet frem og tilbage til øen. I 2007 var passagertallet 112.512. Det er ikke usædvanligt, at passagertallet svinger fra år til år, og antallet af endagsturister hænger meget sammen med vejret. Hvis solen skinner, kommer der også flere besøgende, og sommeren 2008 var ikke så ringe. En medvirkende forklaring kan også være, at stranden ved Kronborg i 2008 kunne hejse EUs blå badeflag, der markerer, at det er godt badevand. Samtidig er der kommer ny forpagter på restaurant Kronborg, som lavet nye tiltag, bemærker Ove Axelsen, formand for Egholm Samråd. Reelt set er stigningen ikke 12.000 ekstra gæster, men kun det halve. Forklaringen er, at alle gæster skal sejles over til øen og tilbage igen. Ove Axelsen mener, at øen sagtens kan klare flere endagsturister, og han er faktisk lidt forundret over, at der ikke kommer endnu flere til Egholm, når der er så meget natur at opleve tæt på den store by. - Men det hænger måske sammen med, at vi har brug for en større færge, som kan tage flere passagerer ad gangen. Når den nuværende færge kun kan tage 29, er der på sommerdage kø for at komme med, siger Ove Axelsen. Kommunen er på udkig efter en ny og større færge, men der er ikke truffet nogen beslutning. Øboerne undersøger også mulighederne for at få mere gang i turismen, og en mulighed kunne være at braklægge noget landbrugsjord i den vestlige ende af øen, mener Ove Axelsen. Det kræver dog økonomisk håndsrækning udefra, for eksempel fra en fond. Han ser også gode muligheder i at få styrket turismen, hvis der blev mulighed for at låne en ø-cykel, så besøgende kan transportere sig længere væk end færgelejet.