Turistbranchen: Ryanair er stor gevinst for Danmark

Flyselskabet bringer flere turister til Danmark

Ryanair er en stor gevinst for den danske turistbranche, mener VisitDenmark. Foto: Scanpix <i>Scanpix Denmark</i>

Ryanair er en stor gevinst for den danske turistbranche, mener VisitDenmark. Foto: Scanpix Scanpix Denmark

DANMARK:Ryanair er kendt for billige flybilletter og skrabede løn-og ansætttelsesvilkår, og har ligget i åben strid med den danske fagbevægelse efter indtoget i København.

Men ifølge turistbranchen kan det kontroversielle lavprisselskab være en gevinst for Danmark, skriver Avisen.dk.

De i alt ni planlagte ruter gør det lettere for udlændinge at komme til København, og det skaber glæde i VisitDenmark.

- Det har enorm stor betydning for turismen, når flyselskaber etablerer nye ruter. Desto lettere og nemmere det er at komme til Danmark, jo flere udlændinge får øjnene op for Danmark og København. For mange er vi jo et lille, ukendt land højt mod nord, siger kommunikations- og pressechef Mikkel Thrane til Avisen.dk.

425.000 turister til København

Ryanair oplyser til Avisen.dk, at de regner med at flyve omkring 425.000 turister til hovedstaden hvert år. Det betyder øget omsætning på hoteller, i restauranter, butikker, forlystelser og alle andre steder, der nyder godt af turister.

Baseret på en undersøgelse fra VisitDenmark har Avisen.dk regnet sig frem til, at de 425.000 turister vil købe for hele 2,3 milliarder kroner hvert år i Danmark.

De nye flyruter til København glæder også kommunikationschef Emil B. Spangenberg fra organisationen Wonderful Copenhagen.

- Den øgede tilgængelighed til København, som nye ruter giver, er et vigtigt grundlag for vækst i turismen og er betydningsfuldt for erhvervslivet generelt, skriver han i en mail til Avisen.dk.

LO er skeptisk

Spørgsmålet er, om Ryanair bringer ekstra turister til København, eller om selskabet blot erobrer kunder, som alligevel ville være fløjet til København med et andet selskab.

Ryanair mener selv, at de lave billetpriser lokker flere til at flyve, og dermed øger mængden af turister.

Men ifølge hovedforbundet LO vil de lave billetpriser ikke betyde meget fra eller til.

- Når hr. og fru Irland eller hr. og fru Italien overvejer en forlænget weekend i København, så tæller prisen for en billet med et lavprisselskab ikke særligt meget i det samlede regnskab. Langt størsteparten af udgifterne kommer fra hotelovernatninger, restauranter og shopping og er dermed afgørende for at besøge København eller ej, siger cheføkonom Jan Kæraa Rasmussen til Avisen.dk.

Ekspert: Øger antallet af turister

Senioranalytiker i Sydbank Jacob Pedersen er uenig.

- Jeg tør ikke gætte på, hvor mange ekstra rejsende - ud over dem der ville komme alligevel - Ryanair bringer til og fra København. Men nogle er der helt sikkert tale om, fordi deres priser er så lave, og fordi de øger antallet af afgange til København, siger han til Avisen.dk.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.