Turisme

Turistbureauet sætter ny rekord

Antallet af ekspeditioner er vokset med næsten en tredjedel

NIBE:I første halvår har Erhvervs- og turistcenter Nibe oplevet 1693 henvendelser ved skranken mod 1293 i første halvdel af 2004, der var et rekordår. Halvdelen af fremgangen på 400 ekspeditioner - 30 procent - tilskriver turistbureauet det nye salg af billetter til Nibe Festivalen, mens salget af kort til NT er uændret. - Resten skyldes overvejende flere henvendelser fra lokale, der vil have inspiration til ferien, eller booke en rejse, eller et sommerhus, siger bureauleder Jette Grønhøj, der snart har 10 år på bagen hos ETC. Turistbureauet har i år ekspederet en del udlændinge som tyskere, nordmænd og hollændere, men også en amerikaner og en australier. - En del bor på Sølyst Camping, men nogle kommer bare forbi, og opdager købstadsmiljøet. Turistbureauets travleste periode er netop begyndt, og der er nu også åbent på lørdage frem til 6. august. Jette Grønhøj spår, at årsrekorden fra 2004 på 3650 henvendelser bliver slået i år.