Turisme

Turistchef: Frederikshavn som Årets By

FREDERIKSHAVN:Frederikshavn må være kandidat til Årets By, for byen er en by, der tør. Det mener byens turistchef, Pauli Jørgensen, som derfor opfordrer borgerne til at indstille byen til titlen Årets By 2003 - en konkurrence som Morgenavisen Jyllands-Posten netop har udskrevet. Der lægges vægt på at det er en by, der tør - en by der ikke lader sig standse af vanetænkning og konformitet - men som tør lade vilde ideer blive til virkelighed. - Jeg mener, Frederikshavn er en by, der tør på trods af den modgang, vi har oplevet blandt andet i kraft af, at vi har mistet det tax free-salg. Det er som om Frederikshavn har taget sig sammen og vendt det hele, og jeg synes, der sker så meget lige nu i byen, så byen absolut må være en egnet kandidat til titlen årets by, siger turistchef Pauli Jørgensen, der opfordrer frederikshavnerne til at støtte op om ideen og sende forslag ind. Frederikshavn blev for en del år tilbage kåret som Årets By. Da var temaet bymiljø, hvilket den dengang nyetablerede gågade høstede hæder for. I dommerpanelet i årets dyst sidder blandt andre indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og adm. direktør Lars Liebst.

Forsiden