Turistchef savner en campingplads

Stigning i antallet af svenske og tyske turister i Hjørring

HJØRRING:- Hvis jeg skal komme med et lille hjertesuk, når jeg kigger på den sæson, der er ved at være overstået, er det, at vi godt kunne bruge en campingplads. Det siger turistchef Finn Madsen, som i disse dage kigger tilbage på en travl sommer med endog rigtig mange svenske og tyske turister i byen. - Der har været en enorm forespørgsel efter campingpladser i Hjørring, men vi har måtte henvise til Lønstrup ... vi har været meget kede af, at campingpladsen i Hjørring er lukket, siger han. Ellers melder turistchefen om en omsætning på over 100.000 kroner i udlejningen af af de godt 20 private værelser, som turistkontoret formidler til turisterne, hvilket svarer til en belægning på omkring 20 procent. Ikke noget at prale af i hotelmæssig sammenhæng, men i orden, når det handler om værelsesudlejning i Hjørring. - Ordningen er ingen konkurrent til byens hotel eller til kroerne. Turisterne vælger typisk et privat værelse, når der er udsolgt andre steder. Og det er som oftest ægtepar uden børn, der vælger den løsning, siger han. Og så oplyser Finn Madsen, at det nye kunstmuseum er noteret hos størstedelen af turisterne. Rigtig mange er gelejdet til adressen i midtbyen, ligesom også Vendsyssel Historiske Museum og Håndværkernes Hus trækker mange turister. Udlejer huse Turistkontoret er for nylig blevet registreret som agent for to udlejere af sommerhuset i Danmark, nemlig Novasol og DanSommer. Indsatsen på området har i år været begrænset, men det skal der laves om på, inden sæsonen 2004 begynder. - Vi er i øjeblikket tre ansatte på turistkontoret, men hvis udlejningsvirksomheden griber om sig, er det ikke umuligt, at vi skal have ansat endnu en medarbejder, siger Finn Madsen, som ikke lægger skjul på, at sommerhusudlejningen udelukkende sker, fordi bureauet gerne vil have en ekstra indtjening. - Og så har vi en nyskabelse undervejs på vores hjemmeside, som jeg dog ikke vil afsløre noget om endnu. Men det bliver rigtig godt, siger turistchefen. Hjørring Turistbureau markedsfører i øjeblikket byen på messer i Oslo, Göteborg, København og på forskellige messer i Tyskland - i tæt samarbejde med Lønstrup Turistforening og Toppen af Danmark.