Lokalpolitik

Turister lægger ni milliarder kr. i Nordjylland

Aalborg er nummer to på den danske topti-liste over, hvor turisterne skaber mest omsætning

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Alene i Aalborg Kommune skaber turisterne hvert år omsætning for 2,4 milliarder kroner.

Selv om tys-kerne ikke er helt så begejstrede for at holde sommerhusferie i Danmark, som de har været, så spiller turismen stadig en meget vigtig rolle økonomisk for Nordjylland - og specielt for Aalborg. Det viser rapporten "Turismen i tal", som den nationale turistorganisation VisitDenmark netop har offentliggjort. VisitDenmark har analyseret den samfundsmæssige betydning af turismen. Tæller man det hele med, lægger turisterne hvert år ni milliarder kroner alene i Nordjylland. Det svarer til 1,7 procent af regionens samlede økonomi. Samtidig skaber turismen 11.000 job, svarende til 3,6 procent af den samlede beskæftigelse i regionen. På listen over de kommuner i hele landet, hvor turismen skaber mest omsætning, kommer Aalborg ind på en andenplads, kun overgået af København. Turisterne lægger årligt 2,4 milliarder kroner i Aalborg Kommune, der dermed lige akkurat overhaler Aarhus på tredjepladsen. - Aalborg står så stærkt, for vi baserer vores indsats på tre ben: dels sommerturismen på østkysten, dels storby- og miniferieturismen, og dels erhvervsturismen centreret omkring aktiviteterne i Aalborg Kongres & Kultur Center og på Aalborg Universitet, siger Helge Søgaard, direktør for VisitAalborg. Også Frederikshavn er med på den nationale topti over turistomsætning. Turis-terne lægger hvert år 1,4 milliarder kroner i kommunen, og det rækker til en 9. plads. Ser man på, hvor turismen fylder mest i forhold til kommunens samlede økonomi, ligger Jammerbugt klart i top i Nordjylland. Her udgør turismen 4,1 procent af den samlede økonomi. Af de 75 milliarder kroner, som turisterne hvert år lægger i Danmark, tegner danske turister sig for de 46 milliarder kroner, nogenlunde ligeligt fordelt på ferie- og erhvervsturister. Den udenlandske omsætning stammer overvejende fra ferieturister, hvoraf langt de fleste kommer fra Tyskland, Sverige og Norge. - Selv om rapporten viser et fald i udenlandske overnatninger, får Danmark stadig lige så mange turister på besøg som Sverige og Norge tilsammen. Dertil viser rapporten positive stigninger for 2011. Det lover godt, men det er dog hovedsageligt danske feriegæster, der er med til at trække tallet op, konstaterer Helge Søgaard.